Vejle: Borre skal gøre os mere professionelle

Vejle Boldklub har skrevet en 3-årig kontrakt med Martin Borre.

Artiklens øverste billede
Martin Borre i vejle-trøjen. Foto: Vejle Boldklub

Den 29-årige kantspiller kommer fra I.K. Start Kristiansand, der spiller i Norges næstbedste række. Den hurtige kantspiller har spillet det seneste år i Norge efter skiftet fra OB, hvor det blev til 110 kampe og 9 mål.

"Martin Borre er en dynamisk og levende kantspiller, som arbejder godt begge veje. Han er samtidig en karakterfast person, som er ambitiøs og seriøs med sin fodbold. Martin Borre kan bidrage til at optimere professionalismen i Vejle Boldklub yderligere," siger sportschef Hans Lauge.

Ingen norsk succes

Opholdet i norsk fodbold blev aldrig det store eventyr for Martin Borre. Han trivedes i klubben og havde en god tid, men sportsligt faldt det hele fra hinanden.

"Jeg skiftede for et år siden til I.K. Start i norsk fodbold, som på det tidspunkt lignede en klub, der fast skulle spille i top 3 og satsede stort. Så er alt gået galt lige siden. Først og fremmest med trænerfyringer og en nedrykning efter det første halve år. Nu har klubben solgt et helt hold og er langt fra det, som jeg blev stillet i udsigt, da jeg skiftede til Start. Så jeg trængte til at komme tilbage på det højeste niveau, og det kommer jeg i superligaen," siger Martin Borre.

Indlæg og fart

Martin Borre håber med skiftet til Vejle Boldklub at finde tilbage til det høje niveau, der prægede hans tid i OB. Og han er ikke i tvivl om, hvad han kan tilføre Vejle-holdet.

"Jeg kan bidrage med mange gode indlæg og god fart, og efterhånden har jeg også en god rutine, som jeg kan bruge," siger Martin Borre.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen