Ny FCK-målmand: Jeg vil ikke sidde på bænken

Den svenske landsholdsmålmand Johan Wiland skifter 1. januar til FC København for at være førstevalg i målet.

Artiklens øverste billede
Johan Wiland har spillet tre landskampe for Sverige. Foto: Polfoto

”Jeg vil ikke sidde på bænken, og det vil heller ikke være godt for min udvikling og muligheder for at blive fast på landsholdet,” siger den 27-årige Elfsborg-målmand til spn.dk.

Selv om Johan Wiland har spillet tre landskampe for hjemlandet og var med til sommerens EM-slutrunde, så ved han også godt, at FCK's nuværende førstemålmand Jesper Christiansen bliver svær at slå af holdet.

”Jesper Christiansen er en dygtig målmand, og han har betydet meget for klubbens succes de seneste år, men det er kun godt med øget konkurrence. Jeg kan godt slå fast, at jeg heller ikke er blevet garanteret en startsplads, men må slås for den,” siger Johan Wiland, der med egne ord har valgt FC København, fordi klubben er en af Nordens største.

Danmark bedre end Sverige

”Resultaterne i Europa de seneste år viser, at topklubberne i dansk fodbold er bedre end de bedste i Sverige. Derfor er det et skridt op ad karrierestigen at skifte til FC København,” siger han.

FCK’s nyankomne svenske forsvarsspiller Peter Larsson er heller ikke i tvivl om, at det fra 1. januar vil være hans landsmand Johan Wiland, der er førstevalg i målet.

”Jeg kender både Johan Wiland fra flere landsholdssamlinger og mine kampe for Halmstad mod Elfsborg. Han er en kvalitetsmålmand, der ikke vil skifte til en anden klub i Skandinavien for at sidde på bænken,” siger han til spn.dk.

Jesper C. er ikke på vej væk

Jesper Christiansen hilser den øgede konkurrence velkommen, og han afviser samidig, at han er på vej væk.

”Jeg skal ingen steder her til sommer, men det kan være en anden situation til januar,” siger landsholdsreserven med et smil om munden.

Til gengæld er FCK's 24-årige australske andenmålmand Nathan Coeu tålmodig efter spilletid, og med købet af Johan Wiland har han ikke udsigt til at blive førstemålmænd, selv om Jesper Christainsen skulle smutte til udlandet.

”Jeg er snart nødt til at få spilletid for at udvikle mig, så jeg vil se på mine muligheder i vinterpausen,” siger Nathan Coe.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen