Allan Olesen tilfreds med vellykket debut
Selvom han blev skiftet ind på en uvant plads som højre midtbane, så var Allan Olesen en tilfreds mand, efter han sammen med sine nye holdkammerater fra Randers FC indledte SAS Liga-sæsonen med en sejr på 3-1 over AGF.
- Det var dejligt at komme i gang. Og så er det ligegyldigt om det er som højre midtbane. Bare jeg kan hjælpe holdet, sagde Allan Olesen, der normalt spiller højre back og inden denne sæson skiftede til Randers fra FC Nordsjælland.
Fra bænken kunne Allan Olesen i den første halve time se et Randers-hold, der sprudlede. Kombinationer flød. Spillerne løb godt for hinanden.
- Det er derfor, jeg skiftede til Randers. Det er en klub med store ambitioner, og træner Colin Todd vil gerne spille fodbold. Det var det jeg søgte efter, fortalte den tidligere FC Nordsjælland-spiller.