"Jeg sad permanent i skammekrogen"

Efter fire gode år i Aston Villa endte Thomas Sørensens karriere i Birmingham-klubben som et mareridt. I forrige sæson var landsholdsmålmanden førstevalg i Aston Villa, men i den forgangne sæson blev han degraderet og røg helt ud på tilskuerpladserne. Problemerne begyndte, da Thomas Sørensen var på vej tilbage efter et skadesforløb i efteråret 2007. På det tidspunkt lejede Aston Villa Scott Carson, som på daværende tidspunkt var reservemålmand i Liverpool. Det blev begyndelsen til enden for Sørensen.

”Jeg forstod ikke, at klubben lejede Scott Carson på et tidspunkt, da jeg var ved at være min skade kvit. Jeg blev kontaktet af danske medier, og jeg sagde, at jeg ikke forstod, hvad der skete. Den udtalelse blev så lidt forvrænget over søen, og det fremstod på den måde, at jeg kritiserede manageren for hans spillerindkøb, hvilket ikke var tilfældet,” fortæller Thomas Sørensen til spn.dk.

Bøde og verbal lussing

Thomas Sørensen blev kaldt ind på manager Martin O’Neills kontor, hvor han fik en bøde for at have udtalt sig til pressen uden managerens tilladelse, hvilket spillerne ifølge Thomas Sørensen ellers normalt altid gør, og samtidig fik han en verbal lussing af manageren.

”Han havde set, at jeg havde udtalt til en avis, at jeg syntes, jeg havde spillet en god sæson sidste år. Han sagde så, at han overhovedet ikke var af samme mening, og at det var fem til seks år siden, at jeg overhovedet var en god målmand, og at jeg skulle se mig selv i spejlet, hvis jeg selv havde den opfattelse. Min kæbe røg simpelthen ned i bordet. Det var hårde ord, og de kom helt ud af den blå luft,” siger Thomas Sørensen til spn.dk.

”Spillerne var rystede”

Den usmigrende svada gav egentligt bare Thomas Sørensen endnu mere lyst til at bevise sit værd overfor manageren, men det skulle vise sig at blive sværere end som så.

”Da jeg blev helt klar igen efter min skade, var jeg pludselig degraderet til tredjemålmand, og derefter snakkede han ikke med mig mere. Jeg mødte op til træning og gav den fuld gas. Jeg følte selv, at jeg viste, at jeg var den bedste målmand i klubben, men det havde ingen effekt. Det var ikke sådan, at jeg fik et par måneder i skammekrogen, det var bare permanent, uanset hvad jeg gjorde. Jeg følte på ingen måde, at det havde noget med det fodboldmæssige at gøre. Jeg fik ikke nogen negative bemærkninger fra hverken pressen, holdkammerater eller fans. Jeg kunne mærke på holdkammeraterne, at de også var forbløffede. De kunne også se, hvad der skete til træning. Men som sæsonen skred frem, blev det bare hverdag. Du kan spørge samtlige spillere i dag, og de vil helt sikkert også sige, at de var rystede over den behandling, som jeg fik,” fortæller målmanden.

Thomas Sørensen undrer sig stadig over, at han ikke fik chancen for at rette op på eventuelle fejl, som han havde begået, eller hvorfor han ikke på et tidligere tidspunkt fik at vide, at manageren gennem længere tid havde været utilfreds med hans præstationer.

”Han kunne jo have taget en snak med mig, hvis han ikke var tilfreds med min indsats. Jeg fik aldrig chancen for at forsvare mig selv. Jeg fik bare skåret hovedet af fra den ene dag til den anden, og jeg ved stadig ikke rigtig hvorfor. I dag har jeg stadig svært ved at tro, at det kun handlede om den avis-artikel, for der er ingen, der går i så små sko, men jeg kan ikke se, at jeg ellers skal have trådt ham over tæerne.”

Blev nægtet at skifte klub

Hen mod jul var situationen blevet så tilspidset, at Thomas Sørensen efterhånden havde opgivet at spille sig tilbage på holdet. Han begyndte derfor at se sig om efter en ny klub, og rent faktisk havde han flere gode muligheder for at skifte i vinterens transfervindue. Blandt andet meldte en engelsk klub sig som køber. En klub, som ifølge Thomas Sørensen var større end Aston Villa. Til trods for, at Thomas Sørensen var helt ude af truppen, ville Martin O’Neill dog ikke lade ham skifte. Begrundelsen var, at han skulle bruge Thomas, hvis de to andre målmænd skulle blive skadede.

”Vi fik så indført en klausul i kontrakten med den nye klub, der gav ham ret til at kalde mig tilbage, hvis de to andre skulle blive skadede, og han gav egentligt også sit ord på, at det var ok, at jeg skiftede, men så ringede han ti minutter efter og annullerede kontrakten med den begrundelse, at det kunne være, at alle tre målmænd blev skadede, og at der så ingen målmand var i Aston Villa. Det er jo helt absurd. Jeg ville have lige så stor risiko for at blive skadet i Aston Villa som i en anden klub. På det tidspunkt følte jeg, at det var blevet personligt. Jeg har spillet mange landskampe, og jeg har tjent klubben i fem år, og så bliver jeg behandlet uden respekt som en 19-årig. Han kørte jo en hetz på mig,” fortæller Thomas Sørensen.

Landskampe gav motivation

Selv om han ikke var på holdet i Aston Villa, forblev han Morten Olsens førstevalg på landsholdet, og det var med til at holde ham motiveret til træning.

”Landskampene har været uvurderlige for mig. Det var vigtigt for mig at vise, at jeg godt kunne stå på mål og blive bekræftet på den måde. Det nytter jo ikke noget at være verdensmester til træning, hvis man ikke leverer i kampene, og det var dejligt at få den tvivl ud af hovedet, når jeg spillede landskampe,” husker han.

Da Thomas Sørensen havde sidste træningsdag efter fem år i klubben i slutningen af juli i år, var der ikke en eneste af trænerne, der kom fordi og gav ham hånden eller sagde farvel.

”Det er bare så lavt. Jeg er glad for, at jeg har holdt hovedet højt og på intet tidspunkt er faldet ned på det niveau. Set i bakspejlet skulle jeg måske have lavet en masse ballade, så manageren var blevet nødt til at sælge mig. Det overvejede jeg dog ikke seriøst. Sådan er jeg ikke som person. Jeg har heller ikke haft nogen interesse i at gå ud og svine ham til, og sige han er en dårlig træner. Han har jo skabt gode resultater med holdet. Nu har jeg bare forklaret, hvordan min situation har været, så må folk selv drage konklusionerne,” fortæller Sørensen.

Han er i fuld gang med at lede efter en ny klub, og han er ikke i tvivl om, hvad der er vigtigst for ham.

”Jeg har mærket i år, at det hverken er penge eller noget andet, der er afgørende. Jeg spiller fodbold, fordi jeg kan lide det. Jeg har haft muligheden for at tage til fantastiske klubber og være reservemålmand, men det er ikke det, jeg vil. Så vil jeg hellere spille i en lille klub og være på banen hver søndag. Også med hensyn til landsholdet. Efter så mange år, hvor jeg har spillet hver weekend, er det absolut det, jeg vil,” siger han.