Ghana nærmer sig kvartfinalerne

Efter to sejre på stribe kunne værtslandet Ghana torsdag aften glæde sig over at være kommet et skridt nærmere kvartfinalerne ved African Nations Cup.

I gruppe A dominerede Ghana kampen fra start til slut, men fik påfaldende lidt ud af det spillemæssige overtag. Ghaneserne fik dog fuld pointhøst med fra opgøret, da angriberen Junior Agogo fra tæt hold scorede til slutresultatet 1-0 fire minutter før pausen.

I kampens anden halvleg havde hjemmeholdet et par muligheder for at lukke kampen, men både koncentration og skarphed manglede foran Namibias mål.

Trods den middelmådige indsats af det ghanesiske mandskab brød de tusindvis af tilskuere ud i jubel, da Ghanas 1-0-sejr efter 90 minutters fodbold kom i hus. Holdet behøver nu blot et enkelt point i den sidste gruppekamp mod Marokko for at være klar til kvartfinalerne.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen