Perez tilbage til Ajax
Angriberen Kenneth Perez vender tilbage til Ajax Amsterdam efter bare at have spillet et halvt år i PSV Eindhoven.
Transfervinduet var dårligt åbnet, før den hollandske Æresdivisions-klub Ajax Amsterdam offentliggjorde et noget overraskende klubskifte. Det er den 33-årige dansker Kenneth Perez, der vender tilbage til klubben efter blot et halvt år i PSV Eindhoven.
Perez forlod Ajax i sommerpausen på grund af uenighed med den daværende træner Henk den Cate. Men den Cate har fået job i Chelsea og er dermed fortid i Ajax. Samtidig er Ronald Koeman, der hentede Perez til PSV, rejst til Valencia, hvilket sikkert har gjort beslutningen en del nemmere for angriberen, der trods begrænset spilletid har scoret otte mål for Eindhoven-klubben i efteråret.
Den nye kontrakt med Ajax gælder frem til 1. juli 2009 med mulighed for forlængelse i yderligere en sæson. Ajax deltager fra og med fredag i en træningsturnering i Dubai, og klubben håber at få danskeren med på turen.