Fodbold: De nye har overrasket
AGF-sportschef Brian Steen Nielsen er forundret over at så mange unge spillere har bidt sig fast på ligaholdet.
Cheikh Sarr, Richard Henriksson, Lars Pleidrup.
For et par måneder siden tre totalt ukendte navne i århusiansk fodbold. På lørdag blæses deres navne ud af Århus Stadions højttaleranlæg, når AGF møder Sønderjyske.
Brian Steen Nielsen kendte godt de tre navne. For han har været med til at ansætte dem i AGF. Men sportschefen gik i hvert enkelt tilfælde ud og understregede, at der var tale om kategorien "udviklingsspillere".
Underforstået, at omgivelserne ikke måtte tro, at AGF her havde skaffet deciderede forstærkninger.
»Jeg er positivt overrasket over, at de kan trænge sig så meget på. Jeg vidste godt, de på længere sigt kunne tilføre os noget, men at de allerede nu er med, er jeg en lille smule overrasket over,« siger Brian Steen Nielsen.
Magtbalance skubbet
Træner Ove Pedersens valg af startformation inkluderer efter al sandsynlighed alle tre spillere, og det forskubber magtbalancen i truppen en hel del.
Erfarne typer som Thomas Lindrup, Jacob Rasmussen, Jesper Sørensen og Jonny Hansen har ikke fået nær så meget spilletid på det bedste hold i testkampene. Af flere årsager. Hanssen og Sørensen har karantæne, der skal overstås, og Jacob Rasmussen har været småskadet.
»I efteråret var vi uhyre tæt på at tage juniorspilleren Dennis Høegh ind på ligaholdet. Nu kan vi se frem til at vælge mellem blandt andre de fire rutinerede. Så man må sige, der er forskel på, hvem der står i andet geled nu. Vi har gennem længere tid sukket efter at få hårdere konkurrence i truppen, og det har vi fået. Så er det op til træneren, hvem, han synes, er bedst sammen,« forklarer sportschefen.
Han har gennem adskillige weekender set klubbens to bedste hold i træningskampe, og han mener at kunne spore, at udviklingen går i den rigtige retning.
»Jeg er i hvert fald glad for det, jeg har set,« siger Brian Steen Nielsen, der behændigt undviger spørgsmålet om, hvorvidt AGF savner en ledertype.
Nok ledere
En tjans, der siden han selv stoppede på holdet, har stået ledig.
»Der er flere spillere, der går forrest. Alle forsøger det bedste, de kan og som jeg ser det, er der mange ledertyper på vores hold. Desuden skal samtlige bidrage med hvad de kan. Men ledertyper er der nok af. Roger Risholt, Tobias Grahn, Jesper Sørensen. Det er blot nogle andre spillere.«
Lørdagens forårspremiere mod Sønderjyske fylder allerede en del i sportschefens univers. Og han har det akkurat, som om han selv skal spille.
»Jeg er spændt. Og det bliver værre i løbet af ugen. Jeg kan bare ikke gøre en forskel på selve dagen. Mod AC Horsens - som er et defensivt hold - producerede vi mange chancer, og det skal vi tage med os til på lørdag. Men kampen viste også, at vi skal koncentrere os i alle 90 minutter,« siger sportschefen.
Nervøs én gang
Han kan ikke give de nye, unge spillere gode råd om, hvordan premierenerverne tackles foran adskillige tusinde tilskuere i en kamp, der er af ekstrem betydning for AGF i bundkampen.
»Jeg har kun i et tilfælde været vildt nervøs. Jeg skulle debutere på A-landsholdet på Odense Stadion mod Østrig. Jeg tror aldrig, jeg har svedt så meget, som jeg gjorde i bussen på vej derhen. Men nervøsiteten forsvandt hurtigt,« husker Brian Steen Nielsen.
På lørdag bliver det alvor for blandt andre 18-årige Cheikh Sarr - og det er Brian Steen Nielsen ikke så bekymret for.
»Han vil elske det og publikum vil elske ham, når han første gang går ind i en tackling,« siger AGF-sportschefen.
Selv ville han foretrække at befinde sig nede på banen. Men han er henvist til at sidde blandt de øvrige neglebidende herrer i nålestribede jakkesæt oppe på hovedtribunen.