AaB i fedtefadet

I Aalborg har man haft lidt svært ved at tage det alvorligt. Men nu er den god nok: AaB er en potentiel nedrykker fra superligaen.

Efter 2-3 nederlaget til Viborg er det for alvor tid til selvransagelse i spillertruppen og klubbens omgivelser. Sølle tre point skiller nu AaB fra den totale fiasko.

»Jeg tror, at nogle af spillerne ikke har taget situationen alvorligt. Det bør vi gøre nu,« sagde AaB'eren Allan Gaarde, der blev bakket op af sin meget skuffede træner.

»Nogle spillere har glemt at være ydmyge. Det straffer sig altid i fodbold. Så nu står vi en kritisk situation,« fastslog manden med ansvaret, Poul Erik Andreasen.

Han har med rette sur over Viborgs tre scoringer, der alle blev scoret inde fra det lille felt. Det falder alene tilbage på svagt forsvarsspil og en tøvende Jimmy Nielsen i målet. Men længere fremme på banen har AaB mindst lige så store problemer. Stefan Schmidt og Rasmus Würtz har de tekniske værktøjer, men ikke formatet, når spillet skal fordeles fra den centrale midtbane.

Savnet af en leder

AaB-holdet nærmest skriger på savnet af en midtbanespiller med lederegenskaber. Den rolle burde Allan Gaarde kunne udfylde, men han har ikke fundet formen siden skiftet fra Udinese.

Mod Viborg var han end ikke i startopstillingen. At spille uden ledere på midtbanen giver ikke just gode arbejdsbetingelser for angriberne, og Thomas Augustinussen og Andres Oper var da også ufarlige som harekilllinger i en ulvegård. Og det mod et omorganisereret Viborg-forsvar med kun en af de fire normale spillere til rådighed.

Hjemmebane-floppet var AaBs syvende i denne sæson. Kun Køge har tabt flere kampe på eget græs. Kampen beviste igen, at AaB ikke har klassen til at styre spillet, når bundhold kommer til Aalborg og pakker sig.

Men når FCK og Brøndby er modstanderen, spiller AaB altid godt. For der kan de spille afventende, og det er nu engang den letteste form for fodbold at praktisere. Men den slags skaber ikke det storhold, som alle forventer, AaB bør være.

»Mentalt er det lettere at spille mod de store hold. Der skal vi ikke skabe noget. Vi har spillerne til at diktere kampene, men vi magter det bare ikke i øjeblikket,« sagde Allan Gaarde.

Ydmyg succes-træner

I Viborg kan mindre gøre det. Benny Lennartssons tilstedeværelse har tydeligvis bibragt holdet noget nyt. Organisationen under Søren Kusk var god nok, så Lennartsson har valgt at bruge mange kræfter på at træne dødboldsituationer. Det betalte sig i Aalborg, hvor alle tre mål faldt efter frispark.

»Jeg har blot bidraget med noget dødbolds-træning. Og Thomas Frandsen. Han var et fremragende omdrejningspunkt på vores midtbane,« sagde en ydmyg Lennartsson, der nu har hentet syv point ud af ni mulige som Viborg-træner.

Spillerne i Viborg er forståeligt nok glade for deres nye chef. Og det er ikke bare nye varianter af frispark og hjørnespark, den store svensker har pumpet ind i holdet.

»Han er kommet med en smittende entusiasme. 75 procent af æren for vores nuværende succes falder tilbage på trænerskiftet. Og nu har vi hevet mange med ned i bundkrigen. De fire øverste kan ånde lettet op, mens resten kan sagtens rykke ud,« analyserede Viborg-målscorer Søren Frederiksen.

AaB (4-4-2): Jimmy Nielsen - Christian Christiansen, Brian Priske, Diego Tur, Allan K. Jepsen - Michael Silberbauer (60. Jacob Sørensen), Rasmus Würtz, Stefan Schmidt (77. Kasper Risgård), Mads Bro Hansen - Andres Oper (70. Allan Gaarde), Thomas Augustinussen

Viborg (4-4-2): Arek Onyszko - Morten Hamm, Michael Gravgaard, Asbjørn Sennels, Thomas Tengstedt- Imants Bledelis (60. Thomas Krause), Thomas Frandsen, Jakob Glerup, Christian Keller (84. Anders Winther) - Klaus Kærgård (68. Sasho Petrovski), Søren Frederiksen

dan.philipsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen