Dynamiske Andreasen

Som midtbanespiller hører AGF-talentet Leon Andreasen i dag til i top tre, mener cheftræner Poul Hansen.

Det flød med store ord i AGF's omklædningsrum, da træneren og enkelte spillere blev bedt om at vurdere 19-årige Leon Andreasens indsats mod FC Midtjylland. Dynamisk, komplet, udstråling, overskud, vilje og villighed for at bare at nævne nogle af dem.

Selv var Leon Andreasen som sædvanlig beskeden. Ikke fordi han ikke kan lide at blive rost, men fordi han sætter holdet højere end sin egen præstation.

»Holdet var virkelig klar til opgaven i dag. Det mærkede jeg med det samme. Vi styrede spillet, kom ufortjent bagud, men formåede så hurtigt at få udlignet. En stor cadeau til holdet,« gentog målscoreren, der med sit 7. sæsonmål bragte AGF på 2-1 med en perfekt yderside fra 20 meter.

skyder på alt

»Jeg har tit fået at vide, at jeg skyder på alt, hvad der bevæger sig, og her var det bare om at ramme målet, da Alex (Nørlund, red.) trillede bolden på tværs,« tilføjede Leon Andreasen.

»Vi har nu spillet god fodbold i halvanden måned, så vi er på rette spor. Vi skal selvfølgelig tage én kamp af gangen, men holde fast i det gode koncept,« fortsatte det unge supertalent.

Som midtbanespiller tilhører Leon Andreasen top tre i Danmark. Det var cheftræner Poul Hansen ikke i tvivl om.

»Han er dynamisk, fordeler spillet godt, udstråler et sindssygt overskud og udvikler sig mere og mere som en komplet midtbanespiller,« sagde træneren.

Makkeren på den centrale midtbane, Brian Steen Nielsen, havde også kun lovord til overs for sin nærmeste medspiller.

»Han har spillet en række fine kampe, og det er flot i så tidlig en alder at finde et så højt bundniveau. Vilje og villighed til at lære hører også til hans store fortrin,« konstaterede den tidligere landsholdsspiller.

jan.lacour@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen