Fodbold: Licensen på plads for AGF

Dansk Boldspil-Union har givet AGF licens til en ny sæson i SAS Ligaen.

Som den sidste klub slap AGF Kontraktfodbold A/S gennem Dansk Boldspil-Unions (DBU) nåleøje, da unionen i går godkendte klubbens tilførelse af ansvarlige lånekapital.

Dermed kan AGF også i næste sæson spille i landets bedste række.

Århus-klubben havde overskredet tidsfristen som den eneste af SAS Liga-klubberne, som skulle garantere, at egenkapitalen udgjorde mindst 25 procent af de samlede lønudgifter.

»Vi er glade for, at tingene er på plads, men det kommer ikke som den store overraskelse, at vi får licensen,« siger AGF-direktør Frank Heskjær.

Klubben kan nu blot vente på, at DBU's disciplinærudvalg finder frem til, om AGF skal have en bøde for forsinkelsen eller slipper med en misbilligelse, altså en advarsel. Allerede i oktober meldte AGF Kontraktfodbold A/S ud på generalforsamlingen, at storaktionær Kurt Andersen ville garantere for den ansvarlige kapital, altså smide de nødvendige midler i den slukne klubkasse.

»Det er der ingen hemmelighed i. Vi har meddelt Fondsbørsen, at Kurt Andersen garanterer for en egenkapital på godt syv millioner kroner ved udgangen af regnskabsåret,« siger Svenn Dam, bestyrelsesformand i AGF Kontraktfodbold A/S.

Beklager

Licens-systemet indebærer, at ligaklubberne skal indfri en række krav på blandt andre det sportslige, administrative, juridiske og økonomiske område, som det er defineret af det europæiske fodboldforbund.

»Vi nåede det ikke til klokkeslættet, og det beklager vi naturligvis,« siger Svenn Dam.

Med den seneste kapitalindsprøjtning har klubejer Kurt Andersen indtil videre skudt godt 47 millioner kroner i AGF Kontraktfodbold A/S.

jesper.engmann@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen