AGF skrabede pointene hjem

Rune Pedersen forstod ikke advarslen i overtiden, men lod ikke episoden overskygge glæden over den definitive redning i superligaen.

Skønfodbold var der ikke tale om. Det var Rune Pedersen ikke sen til at indrømme.

Det var for AGF også langt fra det vigtigste i går på Århus Stadion, fastslog den 24-årige målmand.

»Det blev nærmest krig, men sådan er det ofte mod et hold, der som Frem kæmper for overlevelse. Derfor formåede vi heller ikke at spille flot fodbold, men skrabede nærmest de tre point hjem,« sagde Rune Pedersen, der med et par store redninger i 2. halvleg var stærkt medvirkende til den smalle AGF-sejr.

Ingen ro

»Vi fik ikke ro på spillet på noget tidspunkt, og kun få gange lykkedes kombinationerne fremme på banen. Det kom til at se primitivt ud, fordi vi først og fremmest passede på ikke at forære noget væk,« forklarede målmanden, der blev præsenteret for det gule kort i overtiden af den svage dommer Steen Knudsen.

»Jeg ved ikke, hvorfor jeg fik den. Det var måske for ikke at give slip på bolden, men faktisk så det ud som om, han havde dømt frispark til os. Et halvt sekund efter rev og flåede to Frem-spillere i mig, så det burde være dem, der havde fået advarsler for at blande sig, men det betyder ikke noget nu,« sagde Rune Pedersen.

Han glædede sig over, at AGF for tredje kamp i træk scorede et hurtigt mål. En tendens som gerne må fortsætte i holdets to resterende kampe i denne sæson.

»Vi har nu vundet tre hjemmekampe i streg, så det må være på tide at vise, at vi også kan på udebane. Også fordi vi bliver nødt til at kunne vinde noget mere på udebane i næste sæson,« understregede Rune Pedersen.

Mål forude

Målsætningen for ham og resten af holdet er nu at slutte godt af, det vil sige sejr over både AB og Viborg.

»Det kan muligvis give os en 7. plads, der vil være AGF's bedste placering i mange år, så det er da værd at gå efter. At vi nu har reddet os må ikke blive en sovepude. Vi skal helst kunne se os selv i øjnene efter de to sidste kampe,« sagde Rune Pedersen.

jan.lacour@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen