Fodbold: AGF gik i barndom igen

Overmagten var for stor mod Brøndby, som modsat AGF havde viljen til at vinde.

Brøndby skulle sikre sig tre point for at holde fast i gulddrømmen.

AGF? Tja, inden kampen vidste holdet, at afstanden til nedrykningspladserne selv med et nederlag var ni point.

Tilsyneladende betryggende - og så var der ingen grund til at gå ud og slås for fans og fædreland.

Et nederlag på to mål lyder hæderligt, men stor ære af opgøret havde AGF bestemt ikke.

»Nogle på vores hold virkede kyste. Jeg aner ikke hvorfor. Vi kan stadig ikke regne det som 100 procent sikkert, at vi ikke kan komme i nedrykningsfare. Vi har fem kampe tilbage, et forspring på ni point, men også en direkte kamp mod Frem. Jeg tror ikke, det bliver tilfældet, men man ved aldrig,« ræsonnerede AGF-anfører Stig Tøfting efter nederlaget.

Utilfreds anfører

Han var bestemt ikke tilfreds med sit holds indstilling.

»Igen i dag skabte vi ingen chancer, og vi kom aldrig igennem på kanterne,« lød det fra Stig Tøfting, som måtte undvære sin faste midtbanemakker Brian Steen Nielsen, uden for med en skade.

Veteranen var afløst af polakken Tomasz Mazurkiewicz, der var tiltænkt en rolle som offensiv dynamo.

I stedet kom han til at ligne en snurretop, da hjemmeholdets midtbanetrio sværmede omkring ham og i det hele taget var hurtigere i tanke og handling.

Især Thomas Kahlenberg. Brøndby-spillerne bevægede sig langt friere og klogere end AGF-spillerne og det resulterede naturligvis i, at holdet havde lettere ved at cirkulere bolden.

Fem minutter før pausen blev kampen reelt afgjort, da Jonas Kamper blandt fire AGF-spillere fik tid og plads til at sende Mattias Jonsons tværpas i netmaskerne.

»Vi tabte til et klart bedre hold. Brøndby var mere aggressive end os og vi skænkede dem målchancerne. Vi lavede for mange individuelle fejl og vores pasningsspil var alt for svagt,« opsummerede AGF-træner Sören Åkeby, som forsøgte at ændre opgørets udvikling efter pausen.

Kosmetisk overtag

Blandt andet ved at sende Morten Petersen ind som højre back for at frigøre Søren Pedersen til midtbanen og kosmetisk fik AGF et overtag efter pausen.

Boldbesiddelsen blev blot ikke forvaltet specielt godt.

»Vi dumpede i første halvleg, mens vores anden halvleg var acceptabel. Måske slækkede Brøndby lidt på tempoet, da Mattias Jonson gik ud. Vi mødte et af ligaens bedste hold, som satte os under pres,« erkendte Stig Tøfting, som sammen med Martin Ulander skulle danne bolværk på midtbanen.

I anden halvleg var han ene om at tage slæbet, da Ulander blev rykket frem ved siden af Mazurkiewicz og siden Søren Pedersen og det gav AGF mere boldbesiddelse. Men lige lidt nyttede det, da hverken Jeffrey Aubynn eller Josta Dladla magtede at sætte sig igennem overfor Brøndbys backs.

De indledende manøvrer var i flere tilfælde fine, men de afgørende afleveringer på tværs savnede i den grad præcision.

Godt kæmpende hold

Med de to fløje samt Mazurkiewicz på banen på samme tid bad AGF omtrent om at blive overløbet af et mandskab, der spiller og kæmper for at vinde guld.

Det mål er AGF særdeles langt fra, da Brøndby demonstrerede klasseforskellen ved alene i første halvleg at spille sig til fem klare målchancer.

Foran med to mål havde hjemmeholdet ingen grund til at forcere hovedløst efter pausen, og Brøndby lod såmænd blot AGF komme an. Først to minutter før tid magtede AGF at placere et forsøg indenfor målrammen, da Leon Andreasen nåede højest op til et hjørnespark blot for at se bolden blive reddet på stregen.

Fra bænken blev Morten Petersen, Kasper Kure og Martin Beck Andersen sendt ind.

Løbet var kørt

Først de to forsvarsspillere og kort før tid angriberen Martin Beck Andersen, men da var løbet for længst kørt.

Efter sidste weekends 1-0 sejr over OB var AGF ikke i stand til at holde et niveau, som er nødvendigt, hvis der skal hentes point i de kommende kampe mod Esbjerg og FC Midtjylland.

»Op til OB-kampen tænkte vi på nedrykning, men efter sejren har vi ikke spekuleret på det. Det var ikke derfor, vi tabte til Brøndby. Men nu er vi nødt til at gå ud og vise vores fans, at vi kan spille godt,« lød det fra en af dagens uheldige AGF-spillere, Martin Ulander.

På sin vis forfaldt AGF til at gentage de fejl, der har præget indsatsen i foråret. Holdet gik simpelthen i barndom igen.

Eller som AGF-træner Sören Åkeby formulerede det: AGF spillede som juniorer.

jesper.engmann@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.