Fodbold: Enetime med stor effekt

AaB-AB 3-1 (1-0)

Fodboldens skæve eksistenser har kronede dage i AaB, hvis dobbelte målsætning for sæsonen pludselig hedder pokaltriumf og en plads i den nordiske Royal League.

Sat af mod Frem for en uge siden som konsekvens af en disciplinærsag måtte AaB-angriberen Christian Lundberg indlede ugen med enetime i den svenske cheftræner Erik Hamréns fodboldskole.

Her gjorde han tilsyneladende så stort et indtryk på sin chef, at han blev foretrukket til startopstillingen mod bundproppen AB på bekostning af en anden af den nordjyske klubs skæve eksistenser, spillefuglen David Nielsen.

Christian Lundberg er en angriber, der vokser med trænerens tillid og modstanderens venlighed. Det blev understreget med to elegante scoringer, der lagde grunden til sejren, som blev endelig cementeret af indskiftede David Nielsen, før Yaro Yaro reducerede i overtiden.

Men sammen demonstrerede Lundberg og David Nielsen også, hvordan man misbruger kampens største chance, to mand alene med AB-målmanden Stephan Andersen.

Da det var sværere at misbruge end at score, må man formode, at den målfarlige duo på det tidspunkt allerede havde bevidstheden henledt på onsdagens pokalsemifinale mod Brøndby på Aalborg Stadion. Efter 0-0 i den første kamp bliver der brug for, at de to uberegnelige angribere igen åbner for godteposen.

Foruden at spille pokalchancen har OB's seneste nedtur betydet, at AaB igen er lukket ind i spillet omkring den fjerdeplads, der giver adgang til deltagelse i den nordiske træningsturnering, Royal League.

»Det kunne godt være blevet til flere mål i dag, men dem har vi så forhåbentlig gemt til Brøndby-kampen onsdag,« sagde Christian Lundberg.

»Da vi tabte 0-4 til OB sagde alle, at vi ikke havde mere at spille for. Men nu er fjerdepladsen inden for rækkevidde, og vi er stadig med i pokalen,« sagde AaB-træner Erik Hamrén.

Fræk scoring

Christian Lundbergs one man-show blev indledt med et usædvanligt frækt mål. Jacob Sørensen fik bolden prikket ind til Lundberg, og mens Stephan Andersen ventede et skud, lod Lundberg bolden passere sit støtteben og trillede med højre hæl bolden i mål forbi det fikserede AB-forsvar.

Måske var det scoringens elegante lethed, der gjorde sin indflydelse. Under alle omstændigheder tog Lundberg så let på tingene, at han en halv time senere formåede at misbruge alene med Stephan Andersen.

Resten af første halvleg lod nordjyderne sig trække ned i AB's tempo, og en udligning truede, indtil en tabt bold på midtbanen blev straffet af AaB.

Allan K. Jepsen rykkede energisk i en kombination med Thomas Augustinussen og serverede bolden for fødderne af Christian Lundberg, der tog sig tid til at lægge den over til venstrebenet, før han passerede Stephan Andersen for anden gang.

Populært comeback

På det tidspunkt havde også svenskeren Martin Ericsson tilladt sig at misbruge en chance alene med AB-målmanden. I det hele taget var det ikke Ericssons dag, og efter 66 minutters spil blev han udskiftet med landsmanden Klebér Sarenpää.

Den svenske defensivspiller fik et populært og bemærkelsesværdigt come back på AaB's hold, hvor han ikke har optrådt siden november 2002 (!). På et tidspunkt frygtede AaB, at Sarenpää måtte erklæres fodboldinvalid, men han klarede den sidste halve time tilfredsstillende efter omstændighederne.

David Nielsens plads på bænken skyldtes, at han har virket en smule slidt oven på episoden med offentliggørelsen af hans og målmand Jimmy Nielsens spillegæld.

Men spillelysten fejlede ikke noget, da David Nielsen et kvarter før tid afløste Rasmus Würtz. Ved første berøring driblede han sig til et frispark, som han fra godt 25 meters afstand koldblodigt sendte over muren og forbi en passiv Stephan Andersen til 3-0.

Mod Brøndby vil AaB-angrebet givet bestå af Lundberg og David Nielsen, mens Thomas Augustinussen må en tur på bænken.

Det luftstærke angrebstalent har en alvorlig svaghed for en afslutter: Han kan ikke score! Mod AB misbrugte han tre-fire store chancer, og kun et mål i denne sæson - og 16 i alt i 104 kampe - er ikke nok til at true de skæve eksistensers insisteren på en plads.

Og AB som nedrykker?

»Så længe der er en matematisk mulighed, vil vi kæmpe for redningen. Men der er godt nok lang vej op nu,« sagde AB-træner Henrik Jensen.

frits.christensen@jp.dk

AaB (4-4-2): Jimmy Nielsen - Martin Pedersen, Trond Andersen, Jacob Krüger, Allan K. Jepsen - Jacob Sørensen, Rasmus Würtz (74. David Nielsen), Martin Ericsson (66. Klebér Sarenpää), Stefan Schmidt (69. Thomas Kortegaard) - Thomas Augustinussen, Christian Lundberg

AB (4-4-2): Stephan Andersen - Ben Bowditch, Carsten Hemmingsen, Jesper Sørensen, Lennart Larsen - Jesper Falck, Nicolai Melciorsen, Klaus Lykke (66. Brian Gellert), Michael Johansen - Simon Pedersen (66. Yaro Yaro), Jamie Slabber

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.