Thorningers forår spoleret
Thomas Thorninger er færdig for resten af foråret, lyder vurderingen fra AGF-læge Peter Kissmeyer, der har nok at se til.
Skadeslisten i AGF er efterhånden ved at udvikle sig til et lazaret.
Lægestaben har dog kun én langtidsskadet, Mikkel Bo Jensen, som gør fremskridt, men ikke kommer i kamp i foråret. Samme skæbne overgår Thomas Thorninger, der har fået sit forår spoleret af en ankelskade.
»Hævelsen forhindrer ham i at foretage sig ret meget, og det bliver svært at få ham klar mere i foråret,« indrømmer klublæge Peter Kissmeyer.
Angriber Morten "Duncan" Rasmussens alvorlige knæskade er i klar bedring. Den megen væske i knæet er fjernet, og det ser ifølge Kissmeyer stabilt ud. Foreløbig lyder meldingen på et par uger, inden den 19-årige spiller er klar til kamp.
Afskrevet
Amerikaneren Wade Barrett, der trækker rundt med en klassisk fibersprængning i lysken, er i bedring, men han er tidligst på banen om to-fire uger, lyder vurderingen.
Polske Tomasz Mazurkiewicz er heller ikke aktuel til søndagens kamp i Brøndby. Han må fortsat nøjes med løbetræningen.
Anfører Brian Steen Nielsen er afskrevet til Brøndby-kampen, selv om skaden ikke betragtes som alvorlig, da han trods alt var i stand til at spille i godt 40 minutter efter sammenstødet med OB's Thomas Lindrup i søndags.
I samme kamp udgik svenske Martin Ulander, der havde fået et slag over den ene ankel. Skaden viste sig i går ikke så slem, som først antaget, og han vil være i stand til at træne allerede fra i morgen.
Det samme gælder unge Martin Beck Andersen, der har gennemgået en operation i navlen.
Peter Kissmeyer og fysioterapeut Hans Henrik Gaden fremlagde i går situationen for cheftræner Sören Åkeby, der dagen derpå var en glad mand efter forårets første sejr.
»Vi spillede klogt og klart bedre end OB og havde for en gang skyld også heldet på vores side,« sagde AGF's svenske træner, der nu har fået ro til at fortsætte sit videre arbejde i klubben.
Et stærkt hold
»Forhåbentlig fortsætter kurven opad, for jeg mener ikke, der i superligaen er noget hold, der kan udspille os og efterfølgende sige, at de er bedre end os. Brøndby er et stærkt hold, men vi vil gøre alt for at sætte en kæp i hjulet på deres mesterskabsdrømme,« sagde AGF-træneren, der pegede på en væsentlig forskel på AGF før og nu.
»I efteråret hentede vi en del point på kedeligt fodbold. Nu spiller vi mere attraktivt, men har manglet pointene. Mod OB lykkedes det at vinde og samtidig spille attraktivt. Det viser, vi er på rette vej,« fastslog Sören Åkeby.