Superligaen: Forventelig pointdeling mellem Viborg og Silkeborg

Med et hovedstød på stolpen var det tæt på, at Silkeborg i slutminutterne løb med alle tre point i bundkampen mod Viborg. Men på græsset i Silkeborg forblev det 1-1, og kampen gav ikke noget klart billede af, hvilket af de to hold der klarer sig bedst ud af den øjeblikkelige krise.

3234 tilskuere så Viborg dominere størstedelen af fodboldkampen. De grønblusede var bedst før pausen, og i anden halvleg dalede opgørets kvalitet generelt.

Begge hold stillede med nye cheftrænere. Og de kunne efter kampen konstatere, at resultatet ikke ændrede synderligt på stillingen i Superligaens bund, hvor Vejles tre point fik større indflydelse på disse to holds position.

Umiddelbart ser Morten Bruun ud til at have ændret mest hos hjemmeholdet, der stillede i en 4-4-2 opstilling med Bo Nielsen og midtugens tremålsskytte, Peter Skjøth, helt på toppen. Ingen af de to kom dog i nærheden af at få deres navn på måltavlen.

Viborgs nye mand med tag i seletøjet, Søren Kusk, fremviste søndag ikke de store opstillingsmæssige overraskelser i forhold til forgænger Kim Poulsen. Men det syntes der heller ikke behov for mod et tandløst Silkeborg-hold, der før pausen kun var i nærheden af Arek Onyszkos mål en enkelt gang.

Christian Duus sendte kuglen ind fra venstresiden, og da Peter Skjøth missede hovedstødschancen, forbarmede Jan Larsen sig over værterne og headede bolden i eget net. Hjemmeføringen var stik imod spil og chancer, så det var ikke mere end fortjent, at Morten Poulsen en håndfuld minutter før pausen fik udlignet.

Morten Hamm var ophavsmand til målet, da han på et energisk løb fik sig knoklet igennem SIF-forsvaret og serverede læderet for holdkammeraten, der helt blank for kassen ikke kunne misse.

Energi og fight var der ellers ikke nær så meget af, som man måske kunne have forestillet sig. Et enkelt gult kort blev der uddelt, og betydningen af den vigtige bundkamp var ikke til at se på tacklingerne.

Ganske kendetegnende for begge hold mangler de i ekstrem grad selvtillid i spillet, og mange af spillerne virker tilbageholdende - også fra at tage de hårde kampe på midtbanen, der afgør spillets fordeling. I stedet er der for meget alibiløb og for få, som for alvor tør noget på egen hånd.

Med godt et kvarter igen satte Morten Bruun Bora Zivkovic på banen som centerforward. Indskiftningen gav med det samme uro i Viborgs bageste kæde, og hjemmeholdet blev mere direkte i sit spil.

Fem minutter før slutfløjt headede Zivkovic på stolpen, men nærmere de tre livsvigtige point kom bundproppen ikke. I den anden ende havde såvel Søren Frederiksen som Michael Nonbo store tilbud i anden halvleg, men Henrik Ibsen klarede flot.

Ibsen leverede flot spil på stregen, men viste atter svagheder i sin indgriben, når Viborg lagde høje bolde ind i feltet.

Trods det pointmæssige ringe udbytte af spilovertaget kan Viborg med et blik i tabellen dog være bedst tjent med resultatet. Afstanden til Silkeborg blev bevaret, og de næste uger byder på svære kampe for Silkeborg mod AB, AaB og Brøndby. Viborg fortsætter med de vigtige slag i bunden mod Vejle og Lyngby.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen