Annonce
Fodbold

Heine Fernandez: Krigeren fra Himmerland

Heine Fernandez tilhører en uddøende race i moderne fodbold, hvor der sjældent er plads til eneren, der går sine egne veje. I denne uge blev han vraget i sidste øjeblik, da han stod overfor sit livs største sportslige udfordring.

Øjnene er tomme og munden sammenbidt, da Heine Fernandez træder ud af bussen foran ''Stadio Olimpico'' i Rom. Der er knap halvanden time til kampen mod S.S. Lazio, og han er ikke med i startopstillingen.

Angriberen er rystet. Hierarkiet er brudt. Den kompromisløse spiller er sat af holdet i timerne inden hans egen og FC Københavns vigtigste kamp nogensinde. Fernandez er sønderknust. Ingen - udover træner Kent Karlsson og måske nogle få indviede - forstår helt dispositionen.

Blot 13 dage tidligere var han helten i Parken i København, da han med et typisk og effektivt mål i de sidste minutter af det første opgør mod Lazio skabte forventning om mere hæder og ære til sig selv og hovedstadsklubben, der siden mesterskabet i juni har redet på en bølge af succes.

Holdopstillingen skaber uro blandt spillerne i FCKs trup. Det er ikke den bedste forberedelse til kampen om adgangen til de mange Champions League millioner. Flere af holdkammeraterne besøger den vragede spiller på værelset og udtrykker deres manglende forståelse for dispositionen, der med et pludselig ændrer det hierarki og den stabilitet, som er altafgørende blandt fodboldspillere i en topklub.

Heine Fernandez får 20 minutter på banen, da kampen er afgjort. Han kommer aldrig i nærheden af en scoring og forsvinder sammen med de øvrige spillere hurtigt ud af det imponerende stadion. Den vragede angriber er første mand under bruseren og første mand ude af omklædningsrummet.

Det er en meget skuffet og vred spiller, der et par timer efter opgøret sidder i flyveren mod København med en kold øl og et glas cognac. Rygeforbudet ombord passer ikke Fernandez, der må klare sig med snus. FCK-spillerne har ifølge klubbens PR-mand frabedt sig pressens spørgsmål på nattens hjemtur, men også her går Fernandez sine egne veje.

»Jeg havde glædet mig som en sindssyg til at spille kampen. I stedet blev det mit livs største skuffelse. Jeg har været under et ekstremt pres, siden jeg fik beskeden få timer inden kampens start,« forklarer han.

»Det hele smuldrer i FC København i øjeblikket. Hvis man ikke passer på, så kan alt det, der sidste sæson blev bygget op af Roy Hodgson være ødelagt i løbet af kort tid. Efter dispositionen i Rom kan ingen længere føle sig tryg. Som spiller kender man nøjagtigt sin placering i truppen. Alle accepterer, at bedre spillere sættes på holdet, men ingen accepterer, når uforklarlige ''lynnedslag'' ændrer holdsammensætningen,« siger Heine Fernandez.

»I fodboldens verden bøjer de fleste spillere nakken, når de føler sig uretfærdigt behandlet. De vil jo gerne på holdet i næste kamp. Men jeg vil have lov til at sige min mening, også når der er problemer,« fastslår den vragede angriber og siger, at han hader, når folk lyver og fortier sandheden. Han vil selv have ren besked.

»Selvom det koster mig øretæver, så skal folk kende baggrunden for min vrede og frustration. Hvis FC København skal videre, så er det vigtigt, at klubben anskaffer sig en træner spillerne ser op til og respekterer. Så enkle er spillereglerne i topfodbold. En træner skal være en menneskelig kapacitet. Han skal indtage det øverste led i hierarkiet - ellers går det bare ikke i en seriøs klub. Med Flemming Østergaards og Niels Chr. Holmstrøms ansættelse af Kent Karlsson kan jeg da godt tvivle på, om de overhovedet forstår mekanismerne blandt ambitiøse fodboldspillere.«

Spille og vinde

Og ambitiøs det er Fernandez - trods sine 35 år. Han befinder sig i karrierens efterår, men vil stadig spille og vinde - også når han bruger nætterne til kortspil. Allerede da spillerne stod og så præsentable ud i lufthavnen i København - nutidens fodboldspillere rejser nemlig på business class og i jakkesæt, lyste kampviljen ud af angriberen fra Himmerland. Som en anden gladiator ville Fernandez indtage ''Stadio Olimpico'' og besejre romerne.

»Jeg vil kæmpe som en besat. Det vil være en drøm, der går i opfyldelse, hvis jeg kommer til at spille Champions League,« fastslog han inden afrejsen og lod tankerne gå tilbage til det første møde med de arrogante italienere. Det var der, Fernandez på vej ud af banen med blodet løbende ned af ansigtet afviste en fremstrakt hånd fra Lazios forsvarsspiller Mihajlovic.

Da Fernandez vendte tilbage til kampen efter at have fået en albue i ansigtet, lyste iveren og vildskaben ud af øjnene på ham. Viljen til sejr var intakt hos den uortodokse og fandenivoldske angriber, der aldrig skåner sig selv i jagten på mål og sejre.

Kampen nærmede sig afslutningen, og Parken var på kogepunktet, mens blodet trængte gennem forbindingen på den selvbevidste spiller, der bag de muntre og direkte replikker godt kender sin egen værdi på en fodboldbane.

Ville rejse hjem

Det demonstrerede han sidste år, da hans tidligere klub, Viborg FF, vandt den danske pokalfinale for første gang i klubbens historie. Skader havde holdt ''bomberen'' ude af holdet i de sidste turneringskampe inden finalen i Parken, men da det i timerne inden opgøret stod Heine Fernandez klart, at han ikke figurerede i startopstillingen meddelte han træner Kim Poulsen, at han tog toget hjem til Viborg - inden kampen, hvis der ikke blev ændret på den beslutning.

Det blev der, og da finalen den maj-eftermiddag blev fløjtet i gang, stod Fernandez klar på banen. Forholdet mellem træneren og spilleren, der fik særbehandling og ofte blot trænede to gange ugentligt, var derefter kølet helt ned - som det har været til andre trænere og holdkammerater, når manden fra Nørre Rind sagde sin mening.

Som ung brugte Heine Fernandez gerne weekenderne til at feste med vennerne og ''tæve'' dem fra den ''forkerte'' side af Limfjorden. Det gjorde man nemlig, når man mødtes på det lokale diskotek, hvor øl og øretæver blev delt ud. Turene i nattelivet og den festlige indstilling til fodboldlivet hang ved, da Fernandez som 19-årig blev købt af Viborg FF fra landsbyklubben Borup - og det har indstillingen gjort lige siden.

Ikke mælk og pasta

Fernandez siger selv, at han tilhører den generation af fodboldspillere, der fejrer en sejr.

»Jeg er jo ikke vokset op på mælk og pasta,« siger angriberen, der var en af de to FCK-spillere, som var til rådighed for pressen dagen før opgøret i Rom. Lysten til at spille lyste ud af ham inden den sidste træning på Det Olympiske Stadion. Skaden, der siden det første opgør mod romerne sendte ham ud af superliga-kampen i Esbjerg og forhindrede ham i at spille mod AB, var væk. »Det er jo bare en del af skuespillet,« havde han forklaret før afrejsen.

Da pressemødet dagen før kampen på Stadio Olimpico var slut, og Fernandez havde besvaret de sædvanlige, trivielle spørgsmål på dansk og skole-engelsk blev de omkring 25 mænd fra den danske presse vist ind til træningssessionen af to italienske skønheder, der vakte betydelig opmærksomhed.

En smøg i munden

Fernandez løb bagerst under det meste af opvarmningen, men var tændt da spillet til to mål kom i gang. På det tidspunkt var der stadig 24 timer til kampen mod de italienske primadonnaer. Efter træningen i den tropeagtige varme sad den veloplagte angriber - med en smøg i munden - og ventede på bussen, der skulle bringe spillerne tilbage til hotellet. Omkring ham stod de øvrige spillere med vandflasker. Hotel-livet i faste rammer passede ham ikke, sagde han. Tiden var lang. Han var parat til at kæmpe mod romerne. Men det fik han ikke lov til. Nogen ville det anderledes.

I eftermiddag løber Heine Fernandez ind på banen i en anden tidligere klub - Silkeborg - hvis da den ''gamle'' krop og træneren vil? Måske er det sidste gang FC Københavns mesterskabstrup er samlet, inden den spredes ud over hele Europa. Ønsket om sportslige udfordringer, der ikke kan realiseres i FCK efter nederlaget i Italien, og flere penge i lønningsposen ligger og lurer lige under overfladen i klubben, hvor direktør Flemming Østergaards ord er lov.

Hierarkiet skal bygges op igen efter Fernandez' nådestød i Rom. Spillere som Zuma, Laursen og Rytter har smagt sejrens sødme og pengenes magt. Måske bliver de, de første der forlader hovedstadsklubben - mens tid er. Noget tyder på, at der skal sælges ud af ''kronjuvelerne'' i klubben, der også er en forretning.

En pragtfuld fyr

Drømmen om deltagelse i Champions League gik ikke i opfyldelse for de to enere Heine Fernandez og Flemming Østergaard, der aftenen inden kampen i Rom fastslog, at der skulle være plads til typer som Fernandez i FC København.

»Heine er en pragtfuld fyr, der ikke giver anledning til nogen problemer hos os, hvor han indordner sig efter de aftaler og regler, der gælder. Hvis man ikke kan forstå, hvorfor vi investerede i ham, så har man et problem,« sagde direktøren.

»Jeg har forståelse for, at en ambitiøs fodboldspiller som Heine Fernandez ikke er tilfreds med at sidde på bænken i Rom. Men en seriøs og professionel fodboldspiller lufter ikke sin utilfredshed og diskuterer ikke sit ansættelsesforhold gennem pressen. Det burde være klart for enhver,« fastslår FC Københavns sportsdirektør Niels-Chr. Holmstrøm et par dage efter kampen i Rom.

Et år tilbage

Det sidste kapitel om angriberen Fernandez - med de spanske rødder - er endnu ikke skrevet. Han har stadig knap et år tilbage af kontrakten i FC København, og selvom han befinder sig i fodboldlivets efterår, så er der måske andre drømme, der går i opfyldelse for manden, der indtil videre har spillet 1 landskamp og scoret 117 mål i den bedste danske fodboldrække - et mål fra scoringsrekorden.

Til gengæld han har aldrig været professionel i udlandet. Så måske skulle han - næste gang han kommer tilbage på parkeringspladsen foran FCKs anlæg, hvor bilmærkerne Mercedes, Audi og Golf holder side om side - sætte sig ind i sin 10 år gamle, koksgrå Mitsubishi Galant, hvor der ikke er rygeforbud, og - sammen med sine tre børn - styre ud i den store fodboldverden, hvor man sukker efter ''gale'' angribere, der kan score mål.

»Heine Fernandez var jo ikke lige den spiller, vi drømte om, da han blev præsenteret i FCK i foråret. Men han er en vidunderlig angriber, og københavnerne accepterer ham. Ikke fordi han er en bonderøv, men fordi han er sær,« forklarede David Bastian-Møller, der er redaktør på FCKs fanmagasin ''Copenhagen Sundays''.

Og sådan siges der så meget om krigeren fra Himmerland, der ofte går sine egne veje.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

The Sound of Brexit

Som den gamle musicalklassiker handler brexit om to parter, der skal finde hinanden under vanskelige omstændigheder.
Annonce
Annonce
Sport
Annonce

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her