Fortsæt til indhold
Fodbold

Tysk frontmand sikrede Thomasberg sejr i OB-debut

Spillet var ikke godt, men Thomas Thomasberg fik en sejr over Sønderjyske i sin første kamp som OB-træner.

/ritzau/

Efter den fynske chokfyring for fire dage siden af Alexander Zorniger fik afløseren Thomas Thomasberg mandag aften en ønskedebut som ny mand i spidsen for OB, der vandt 1-0 over Sønderjyske.

Den tyske angriber Noah Ganaus kom i kampens 81. minut først på et indlæg og blev matchvinder.

Det var noget af en forløsning hos den ellers normalt så rolige cheftræner Thomasberg, der jublede voldsomt over det tyske sejrsmål i en debut, hvor han fra sidelinjen kunne se to hold, der ikke imponerede.

Optakten til mandagens møde har særligt på Fyn været særdeles hektisk.

Blot én kamp inde i sæsonen fyrede OB torsdag den tyske cheftræner Alexander Zorniger på grund af ”samarbejdsvanskeligheder” og ”manglende fælles retning”.

Thomas Thomasberg blev senere samme dag præsenteret som afløseren, og blot fire dage senere debuterede han altså med en sejr.

Spillet var på intet tidspunkt prangende hos hverken OB eller Sønderjyske, der begge havde åbnet Superligaen i første runde med et nederlag.

I første halvleg var Sønderjyske farlig på et par omstillinger, mens OB et par gange viste tænder, når kanterne Adam Sørensen og Topi Keskinen blev sat i scene.

Første halvlegs største chance tilfaldt gæsterne, da Matthew Hoppe flugtede til bolden ved bageste stang. OB-stopper Julius Askou headede dog heroisk bolden væk på målstregen.

Niveauet hos begge hold var i anden halvleg fortsat ikke særlig imponerende. Det var tydeligt, at man stadig er tidligt i sæsonen. Mange ting sad ikke i skabet, og der var store fejl hos begge hold på bolden.

Derfor lugtede det også langt væk af en nullert, men lidt under ti minutter før slutfløjt brød Marcus McCoy afsted i OB’s venstre side.

Backens indlæg blev afrettet, og Ganaus var bagest i feltet vaks. Han strøg foran Sønderjyskes defensiv og sørgede for den optimale debut for Thomasbergs tropper.

Omvendt er Sønderjyske, der i sommerpausen har fået Fatah Abdirahman som ny cheftræner, fortsat uden point som det eneste hold i Superligaen.