DBU-formand: Tilliden til Infantino er væk
Jesper Møller er enig med Uefa om, at tilliden til Fifa-præsident er væk oven på forslaget om at sælge andele.
Formanden for Dansk Boldspil-Union, Jesper Møller, udtaler, at han er enig med Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, om, at tilliden til Fifa-præsident Gianni Infantino er væk.
Møller har mistet tilliden til Infantino, selv om præsidenten natten til lørdag trak forslag om at sælge andele af Fifa-turneringer til private firmaer tilbage.
Det flugter med en udmelding fra Uefa lørdag formiddag.
- Jeg er helt enig i, at tilliden til Fifa-præsidenten er forsvundet. Derfor kan jeg heller ikke bakke op om ham, ligesom vi heller ikke gjorde i 2023. Der skal nu, som Uefa skriver, igangsættes en proces, som vi kommer til at understøtte og bakke op om. Vi kommer til at drøfte den i DBU’s bestyrelse, i nordisk niveau og i Uefa.
- Jeg er naturligvis glad for, at Fifas præsident har valgt at trække forslaget om Fifa Forward Enterprise tilbage. Det er den helt rigtige beslutning. Og som forventet, siger Jesper Møller til DBU’s hjemmeside.
Han mener, at man stod ved en skillevej for international fodbold, hvor nogle af de værdier, der udgør fodboldens sjæl, var under pres.
- Når det gælder fodboldens kerneværdier, så er det nødvendigt at reagere hurtigt og markant. Derfor er det også positivt, at der er blevet lyttet til de mange bekymringer fra Uefa, DBU og øvrige medlemsforbund samt andre konføderationer.
- Sammen har vi vist, at europæisk fodbold står stærkest, når vi taler med én stemme om de grundlæggende værdier, som sporten bygger på.
Jesper Møller er tilfreds med den fælles front, der hurtigt blev skabt mod forslaget.
- Stor ros til Uefa og præsident Aleksander Čeferin for hurtigt at samle de europæiske medlemsforbund om en fælles linje i en sag, der aldrig burde være kommet hertil.
- Jeg glæder mig også over opbakningen fra kulturministeren, fans, klubber, ligaer, dommere og mange andre.