Concacaf afviser Fifa-plan uden opfordring til boykot
Concacaf vil stemme imod Fifas forslag om at kunne sælge anparter af forbundets turneringer.
Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) møder nu modstand fra endnu et kontinentalforbund.
Det Nordamerikanske, Centralamerikanske og Caribiske Fodboldforbund (Concacaf) afviser at stemme for Fifas plan om at etablere et nyt kommercielt selskab, der skal sælge anparter i forbundets turneringer.
Det meddeler Concacaf på sin hjemmeside efter et hasteindkaldt møde blandt forbundets 41 medlemslande torsdag.
Dermed læner Concacaf sig delvist op ad Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), der tidligere torsdag også meddelte, at forbundets medlemmer ingenlunde kan støtte op om at sælge eksempelvis dele af VM til eksterne investorer.
Uefa har meldt sig klar til at boykotte fremtidige VM-slutrunder og andre turneringer arrangeret af Fifa, men Concacaf afholder sig i første omgang fra at komme med samme trussel.
Concacaf har givet Fifa besked om, at verdensforbundet kort efter at have afholdt det mest indbringende VM nogensinde bør fokusere mere på, hvordan de penge kan bruges til at gøre fodbolden bedre frem for blot at jagte endnu flere indtægter.
- Hele sagen understreger behovet for større gennemsigtighed og ordentlig forvaltning, lyder det fra Concacaf.
Blandt Concacafs medlemmer er VM-værterne USA, Canada og Mexico. Forbundet styres af canadieren Victor Montagliani. Han er også vicepræsident i Fifa under Gianni Infantino.
Fifa satser på at kunne rejse over 27 milliarder kroner gennem det nye selskab, hvis et flertal af forbundets medlemmer vil etablere det.
Det kan dog snart vise sig at blive svært for Fifa at finde det flertal. Concacaf og Uefa udgør tilsammen 96 af Fifas 211 medlemslande.