Fortsæt til indhold
Fodbold

Tidligere OB-spiller er død efter trafikulykke

Kalilou Traore blev 38 år. Han spillede 67 kampe for OB fra 2010 til 2012.

/ritzau/

Den tidligere OB-spiller Kalilou Traore er død i en alder af 38 år.

Det skriver den fynske klub på Instagram.

Ifølge mediet Daily Sports døde han fredag efter en trafikulykke.

- Det er med stor sorg, at vi i går modtog beskeden om Kalilou Traorés bortgang i en alder af 38 år, skriver OB.

Klubbens sportsdirektør, Troels Bech, var cheftræner for Traore.

- Lige så fysisk iøjenfaldende Kali var, lige så ydmyg var han i både omgang med holdkammerater og udadtil.

- Den stille mand, der kunne sætte så meget aftryk på en fodboldkamp, var besværet af et dårligt knæ, som senere kostede karrieren, og jeg ved, at tiden efterfølgende ikke har været nem for ham. Det er på alle måder en trist besked at modtage, siger Bech.

Midtbanespilleren nåede at bidrage med 67 kampe for OB i perioden 2010 til 2012. Han scorede ni mål.

Traore spillede 17 landskampe for Mali og var med til at vinde bronze ved de afrikanske mesterskaber i 2013. Han spillede desuden for Sochaux, Wydad Casablanca og NK Istra.

Artiklens emner
OB