Messi efter finalenederlag: Det tager tid, før såret heler
Lionel Messi var ikke om bord på fly med det argentinske landshold, der mandag landede i Buenos Aires.
Den argentinske fodboldstjerne Lionel Messi har et lille døgn efter Argentinas nederlag til Spanien i VM-finalen sat ord på sin skuffelse.
I et opslag på det sociale medie Instagram fortæller den 39-årige argentiner, at han er hårdt ramt.
- Smerten er meget stor, og det vil tage tid, før dette sår heler. Men jeg tager også alt det gode med mig, skriver Messi.
Han fremhæver støtten fra de argentinske fans og dvæler ved, at det argentinske landshold i flere af knockout-kampene ved VM var bagud, men formåede at kæmpe sig tilbage.
Det skete blandt andet i ottendedelsfinalen, hvor Argentina var bagud med 0-2 mod Egypten, og senere i semifinalen mod England, der førte 1-0 med få minutter tilbage.
- Kampene, som vi vendte ved at give alt, hvad vi havde, og som for altid vil blive husket.
- Støtten fra et helt land, som sammen med dette holds hårde arbejde og indsats gjorde, at vi endnu en gang var blandt verdens bedste, skriver Lionel Messi.
Messi scorede under slutrunden otte mål for Argentina, der stillede op som regerende verdensmestre, efter at holdet for fire år siden vandt VM i Qatar.
I søndagens finale mod Spanien blev Argentina besejret med 0-1 efter forlænget spilletid.
- Lige nu er det svært at værdsætte det, vi har opnået, men denne gruppe nåede to VM-finaler i træk, skriver Messi, der også sender en kort lykønskning til de spanske verdensmestre.
- Jeg vil også gerne lykønske Spanien med mesterskabet.
I Instagram-opslaget kommenterer angriberen ikke på sin fremtid på det argentinske landshold. Det netop afholdte VM var formentlig karrierens sidste, da Messi vil være 43 år, når VM afholdes næste gang i 2030.
Tusindvis af argentinere var mandag mødt frem for at modtage landsholdet i lufthavnen i hovedstaden Buenos Aires.
Her måtte de ifølge nyhedsbureauet AFP spejde langt efter Messi, der sammen med flere andre spillere og stabsmedlemmer ikke var om bord på flyet.
Messi kan formentlig se frem til ferie i den kommende periode.
Det amerikanske sportsmedie ESPN berettede mandag, at Messi står over de to næste kampe for arbejdsgiveren Inter Miami i MLS.
Messi vil heller ikke deltage i en såkaldt All Star-kamp i MLS 29. juli.
RITZAU