Fortsæt til indhold
Fodbold

Argentinske spillere med banner: Falklandsøerne tilhører Argentina

Efter semifinalesejr over England luftede spillere et banner om Falklandsøerne, som Argentina gør krav på.

/ritzau/

De argentinske spillere fejrede 2-1-sejren i VM-semifinalen over England med et banner med et budskab om Falklandsøerne.

Efter kampen i Atlanta viftede flere af de argentinske spillere ifølge det britiske medie BBC med et hvidt banner med ordene ”Las Malvinas son Argentinas”.

Det kan oversættes til ”Las Malvinas er Argentinas”.

Falklandsøerne, der er et oversøisk britisk territorium ud for Argentina, er i Argentina kendt som Las Malvinas.

Argentina har gjort krav på øerne, hvilket førte til Falklandskrigen i 1982 mellem Argentina og Storbritannien. Øerne har været under britisk administration siden 1833.

Efter at flere argentinske spillere havde viftet med banneret, placerede midtbanespilleren Giovani Lo Celso det hvide stykke stof på græsset foran argentinske tilskuere på den ene endetribune.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) forbyder fremvisning af bannere eller andre genstande med politiske budskaber på stadion under VM, medmindre de er godkendt af arrangørerne.

Fifa har ikke umiddelbart kommenteret hændelsen.

Forud for semifinalen havde Argentinas landstræner, Lionel Scaloni, forsøgt at nedtone den historiske konflikt mellem Argentina og Storbritannien.

På et pressemøde før kampen sagde Scaloni om Falklandskrigen, at ”det var en trist tid”, og at semifinalen ”blot var en fodboldkamp”.

England havde onsdag aften kurs mod VM-finalen, men to sene argentinske scoringer betyder, at Argentina er videre til søndagens finale, hvor de regerende spanske europamestre venter.

Argentina stiller op ved VM som forsvarende mester, efter at sydamerikanerne for fire år siden vandt slutrunden i Qatar. Dengang vandt Argentina over Frankrig i finalen.

Englands eneste store titel blev hentet for 60 år siden, da holdet vandt VM på hjemmebane.