Fortsæt til indhold
Fodbold

Mbappé udskiftet med ankelskade i Frankrigs kvartfinalesejr

Kylian Mbappé forklarer, at han har det fint, selv om han lod sig udskifte med skade i 2-0-sejr over Marokko.

/ritzau/

Frankrigs VM-topscorer, Kylian Mbappé, har det fint til trods for en mindre ankelskade.

Sådan lyder meldingen fra den 27-årige angriber efter Frankrigs 2-0-sejr i kvartfinalen mod Marokko torsdag aften.

Mbappé, der bragte Frankrig foran med 1-0 efter en times spil, blev udskiftet med et kvarter tilbage af kampen. På det tidspunkt havde Ousmane Dembélé fordoblet den franske føring.

- Jeg har en lille ankelskade, men jeg har det helt fint, siger Kylian Mbappé.

Angriberen, der er oppe på otte scoringer ved VM-slutrunden, blev erstattet af holdkammeraten Jean-Philippe Mateta.

- Det var bedre, at Mateta spillede de resterende minutter af kampen. Han var mere frisk.

- Det var alt, der skete, siger Kylian Mbappé om udskiftningen.

Selvom angriberen har været yderst træfsikker ved VM, misbrugte han i første halvleg af opgøret mod Marokko et straffespark.

Frankrig skal i semifinalen op mod vinderen af et opgør mellem Belgien og de spanske europamestre. De to hold mødes fredag aften dansk tid.

Hvis det lykkes Frankrig at spille sig i finalen, vil det være tredje gang i træk. Frankrig vandt slutrunden i 2018, da VM blev afholdt i Rusland. Franskmændene tabte til Argentina i finalen for fire år siden i Qatar.

Kylian Mbappé ønsker at give de franske fans endnu mere at glæde sig over.

- Jeg vil have, at de bliver ved med at følge vores kampe og giver os styrke.

- Selv om de ikke er på stadion, kan vi mærke deres energi, siger Mbappé.

Frankrigs landstræner, Didier Deschamps, kan også mærke begejstringen hjemme i Frankrig, selv om landsholdet befinder sig på den anden side af Atlanten.

- Vi er præcis dér, hvor vi gerne vil være, siger Deschamps om semifinalepladsen.

- Jeg forestiller mig, at der er stor begejstring i Frankrig. Her holder vi os i vores egen boble, og det gør jeg i endnu højere grad. Det er derfor, vi er her, og spillerne har en pligt til at gøre alt, hvad de kan, for at nå så langt som muligt, siger han.