Martinez stopper som landstræner efter Portugals VM-exit
Roberto Martinez har stået i spidsen for Portugal for sidste gang. Spanieren har siddet på posten siden 2023.
Fodboldtræneren Roberto Martinez stopper som landstræner for Portugal, efter at holdet er ude af VM.
Det bekræfter Martinez på et pressemøde efter 0-1-nederlaget til Spanien i ottendedelsfinalen.
»Ja, det var min sidste kamp som landstræner.«
»Jeg er stolt. Jeg har stået i spidsen for holdet i 45 kampe, og jeg har følt mig velkommen og blevet mødt med stor kærlighed i Portugal. Det er et minde, jeg altid vil bære med mig,« siger Roberto Martinez.
Den 53-årige spanier blev ansat i 2023 og havde kontraktudløb efter det igangværende VM.
Han mener, at det er vigtigt, at der nu kommer en »ny stemme« til.
»Det er svært, men det er afslutningen på en cyklus, og i den sammenhæng giver det fuldstændig mening,« siger Martinez.
I begyndelsen af VM-slutrunden blev træneren kritiseret for at benytte den 41-årige angrebsstjerne Cristiano Ronaldo. Kritikken opstod, efter at Portugal indledte VM med et skuffende 1-1-resultat mod DR Congo.
Martinez affejede kritikken.
»Det giver ingen mening at tage fodboldverdenens bedste målscorer ud, når man har brug for at score,« sagde Martinez.
Med Portugals nederlag til Spanien har Cristiano Ronaldo haft sin sidste VM-optræden i karrieren.
Cristiano Ronaldo sagde på et pressemøde før ottendedelsfinalen mod Spanien, at det igangværende VM ville blive hans sidste. Det gentog angriberen efter nederlaget.
»Ja, det var mit sidste VM, men hvad der ellers skal ske, skal jeg tænke over. Jeg skal være sammen med familien og ikke træffe beslutninger, mens jeg er i mine følelsers vold. Jeg skal videre i livet,« siger Ronaldo.
Angriberen er på klubplan tilknyttet saudiarabiske Al-Nassr FC.