Fortsæt til indhold
Fodbold

Nagelsmann er færdig som tysk landstræner efter VM-fiasko

Julian Nagelsmann er færdig som tysk landstræner. Forbundet vil tale med Jürgen Klopp om at tage over.

/ritzau/

Efter et overraskende nederlag i 16.-delsfinalen til Paraguay sagde Julian Nagelsmann, at han ville fortsætte som landstræner, men nu har piben fået en anden lyd.

Den 38-årige træner stopper nemlig i spidsen for det tyske landshold.

Det bekræfter det tyske fodboldforbund, DFB, på sin hjemmeside.

I samme udmelding skriver forbundet, at man nu vil indlede en dialog med Jürgen Klopp i forhold til at overtage landstrænerposten.

DFB skriver, at den tidligere Liverpool- og Dortmund-træner allerede har udtrykt interesse i jobbet.

Om opsigelsen siger Nagelsmann, at han har tænkt meget over beslutningen i de seneste dage.

»Beslutningen var alt andet end let for mig. Mit ultimative mål har altid været holdets succes. Landsholdet fortjener chancen for en ny start efter sådan en bitter skuffelse,« lyder det fra den nu forhenværende landstræner.

Den tyske fiasko i 16.-delsfinalen var den seneste i rækken af skuffende VM-slutrunder siden triumfen i 2014.

I 2018 og 2022 formåede tyskerne slet ikke at gå videre fra gruppespillet, mens de denne gang altså kun nåede en enkelt kamp i knockoutrunden.

I dette års gruppespil vandt Tyskland over Elfenbenskysten og Curacao, men tabte det sidste opgør mod Ecuador. Tyskerne var dog sikret førstepladsen i gruppen inden nederlaget.

Nagelsmann overtog i efteråret 2023 det tyske landshold efter fyringen af Hansi Flick. I første omgang fik han en kontrakt til og med EM i 2024.

Ved slutrunden på hjemmebane førte Nagelsmann tyskerne frem til kvartfinalen, hvor det blev til exit mod de senere spanske europamestre.

Kontrakten blev forlænget til 2028, og Nagelsmann stopper altså dermed to år før tid.

»Efter den skuffende VM-afslutning fortjener Julian vores største respekt. Han tager ansvar ved selv at gå og sætter dermed landsholdet over sig selv,« siger sportsdirektør Rudi Völler.