Fortsæt til indhold
Fodbold

USA udbygger god VM-start med sejr over Australien

Amerikanerne har maksimumpoint efter de to første VM-kampe. Fredag blev Australien slået med 2-0 i Seattle.

/ritzau/

USA er kommet rigtig godt fra start ved VM-slutrunden.

Fredag aften dansk tid vandt de amerikanske værter i Seattle med 2-0 over Australien i gruppe B. Dermed har USA maksimumpoint efter de to første gruppekampe. Paraguay blev i første kamp besejret 4-1.

Særligt i første halvleg mod australierne leverede USA en god indsats, der giver optimisme frem mod resten af slutrunden. Begge scoringer faldt i de første 45 minutter.

Selv om meget skal gå galt, hvis det ikke skal blive til amerikansk avancement, er det ikke helt matematisk sikkert endnu. Det kan det blive natten til lørdag dansk tid, når gruppe B’s to øvrige hold, Tyrkiet og Paraguay, tørner sammen.

Båret frem af stor støtte på lægterne kom amerikanerne ud med enorm optimisme og tempo i tingene mod Australien.

Alle aktioner foregik i topfart, og allerede efter ti minutter var der gevinst.

Folarin Balogun sendte en bold tværs gennem det australske felt, og det forvaltede stopper Cameron Burgess ganske klodset, da han sendte bolden op i eget nettag.

Australierne var ofte tvunget langt ned på egen banehalvdel og havde svært ved at spille sig ud af det amerikanske genpres.

Op til pausen blev værternes føring fordoblet. Alex Freeman fulgte op på et blokeret skud fra Sergiño Dest efter en fiks frisparkskombination.

45 gode minutter var nok for USA mod et tamt australsk mandskab.

Amerikanerne faldt i hvert fald gevaldigt i tempo i anden halvleg, men uden at sejren kom i fare.

Australien overtog det meste af spillet, men kunne ikke skabe de chancer, der skulle få holdet tilbage i kampen.

Viljen var der, men det australske niveau var ikke nok til at gøre det spændende.