Fortsæt til indhold
Fodbold

Skulderskadede Kasper Schmeichel stopper karrieren

Kasper Schmeichel lægger handskerne på hylden, efter at han har pådraget sig en slem skulderskade.

/ritzau/

Den danske fodboldmålmand Kasper Schmeichel har besluttet sig for at indstille sin karriere.

Det fortæller den mangeårige landsholdsmålmand i et interview med TV 2 Sport.

Karrieren stopper officielt, når hans kontrakt med den skotske traditionsklub Celtic udløber til sommer.

»Jeg har gjort mig mange tanker, men jeg vurderer, at nu er det rigtige tidspunkt,« siger Schmeichel i interviewet.

Tilbage i marts fortalte den 39-årige målmand, at han kunne have spillet sin sidste fodboldkamp på grund af en skulderskade.

Han har siden været i kontakt med diverse kirurger og eksperter om skaden.

De har fortalt, at han ikke skulle regne med at komme tilbage på banen og spille topfodbold, fortæller Schmeichel.

Landsholdets klare førstekeeper gennem mange år har ikke været i aktion for Celtic siden 22. februar.

Han var heller ikke til rådighed, da fodboldlandsholdet i marts var samlet for at spille VM-playoffkampe.

Dengang understregede han, at der ikke var tale om et endegyldigt farvel til landsholdet.

Men nu fortæller han, at han i marts ikke var klar over, hvor slemt det stod til med skulderen.

Det var i en kamp mod Portugal sidste år, at Schmeichel i første omgang blev skadet i skulderen. Han kom til skade igen i februar.

I et interview med det amerikanske medie CBS Sports har han forklaret, at skulderskaden kompliceres af, at han også har beskadiget sin biceps.

120 gange i karrieren nåede Kasper Schmeichel at agere sidste skanse på det danske landshold, før handskerne ufrivilligt måtte lægges på hylden.

Ifølge fodbolddirektøren i Dansk Boldspil-Union (DBU), Peter Møller, er det en af de helt store i dansk landsholdsfodbold, der takker af.

»Kasper har været en af de største profiler i dansk fodboldhistorie,« lyder det fra Møller i et skriftligt citat.

»Med sit enorme vinderinstinkt, sin professionalisme og sin kompromisløse stræben efter det perfekte har han haft en uvurderlig betydning for landsholdets udvikling og succes gennem en årrække.«

Efter en række bænkpladser i 2012 fik han sin debut for Danmark i 2013. Det blev ikke en, han vil mindes med glæde, da Danmark tabte 0-3 til daværende Makedonien.

Han forblev i en reserverolle på landsholdet et års tid endnu, men i foråret 2014 fik han for alvor chancen. Og greb den. Siden har kun skader holdt ham væk fra pladsen i det danske mål.

Og så har han haft en enorm indflydelse uden for banen også, lyder det fra Peter Møller.

»Han har ikke alene været en afgørende spiller på banen, men haft en unik kærlighed til Danmark og landsholdet,« siger DBU-direktøren.

»Kasper har været en rollemodel for alle børn og unge, og med stolthed og hjerte har han repræsenteret landsholdet på flotteste vis som en stærk kulturbærer og leder, som har sat et markant aftryk på generationer af spillere og på hele dansk fodbold.«

Ifølge Peter Møller vil Kasper Schmeichel blive hyldet i Parken til efteråret i forbindelse med en landskamp.

Foruden Celtic har Schmeichel spillet for klubber som Anderlecht, Nice og Leicester.

Tilbage i 2016 vandt han det engelske mesterskab med Leicester, og i 2021 triumferede han i FA Cuppen med selvsamme mandskab.

Han har også vundet det skotske mesterskab to gange i sin tid i Celtic – senest i denne sæson.