Fortsæt til indhold
Fodbold

Andersen får rødt kort for grov tackling i Fulham-nederlag

Joachim Andersen blev udvist allerede i første halvleg for en alt for grov tackling, da Fulham tabte.

/ritzau/

Den danske landsholdsforsvarer Joachim Andersen havde en uheldig eftermiddag, da hans klub, Fulham, på hjemmebane tabte 0-1 til Bournemouth.

Andersen blev udvist i slutningen af første halvleg for en voldsom tackling på Adrien Truffert. Danskeren kom med knopperne forrest og stemplede modstanderen på benet.

I første omgang gav dommeren gult kort, men efter et VAR-gennemsyn blev det vekslet til et rødt.

Fulham havde ellers lige fået de perfekte vilkår til at jagte sejren, da udeholdets Ryan Christie fik direkte rødt kort, men det blev kun til en håndfuld minutter i overtal.

Andersens røde kort blev dyrt, for syv minutter efter pausen scorede Rayan sejrsmålet for Bournemouth med et skud fra distancen.

Med sejren har formstærke Bournemouth på sjettepladsen 55 point og kurs mod europæisk deltagelse i næste sæson. Det kan endda ende med en plads i Champions League.

Brighton ligger nummer syv med 53 point efter lørdagens sejr på 3-0 over Wolverhampton.

Efter at have vundet de seneste tre ligakampe kom Manchester United ned på jorden med 0-0 ude mod Sunderland. United er dog allerede sikker på en plads i Champions League, og meget skal gå galt, hvis holdet ikke slutter treer.

Patrick Dorgu fik den sidste halve time for Manchester United.