Fortsæt til indhold
Fodbold

Ny Tottenham-træner: Sejre har løst mentalt problem

For første gang siden august har Tottenham vundet to kampe i træk i Premier League, og det giver mod på mere.

/ritzau/

To sejre i træk har gjort underværker for Tottenham, som er kravlet op over nedrykningsstregen i Premier League.

Sejrene over Wolverhampton og senest Aston Villa har løst et mentalt problem hos Tottenham-spillerne, mener cheftræner Roberto De Zerbi.

»Jeg tror, at der var et mentalt problem. Jeg håber, at vi med de to sejre i træk kan spille med mere selvtillid og en bedre mentalitet,« siger De Zerbi ifølge AFP.

I slutningen af marts overtog De Zerbi holdet efter fyringen af Igor Tudor. Italieneren overtog et hold, der ikke havde vundet i 13 kampe i træk i Premier League.

Den negative stime nåede op på 15 kampe i træk uden sejr, inden at Tottenham vandt to ligakampe i træk.

»Vi kan ikke glemme situationen før sejren over Wolverhampton. Sæsonen er ikke slut endnu, og vi kan ikke tillade os at være alt for glade over disse to sejre.

Vi er nødt til at arbejde videre med den samme mentalitet,« siger De Zerbi.

To ligasejre i træk var kun sket i Tottenham i starten af sæsonen i august, da Thomas Frank lige var blevet ansat som træner, og alt så rosenrødt ud.

Siden faldt Tottenham kraftigt i niveau og tabte kamp efter kamp, indtil den kriseramte London-klub røg under nedrykningsstregen i Premier League.

Det så sort ud for Tottenham, men under De Zerbi spillede holdet søndag sprudlende fodbold og vandt 2-1 på udebane over Aston Villa.

Conor Gallagher og Richarlison stod for gæsternes mål før pausen, mens Emiliano Buendía reducerede i kampens tillægstid.

De tre point sendte Tottenham op på 17.-pladsen med et enkelt point ned til West Ham på den 18.-plads, som betyder nedrykning.

Der resterer tre spillerunder, og Tottenham tager i sin næste kamp imod Leeds, mens West Ham får besøg af titelbejleren Arsenal.