Cheftræner Jacob Neestrup stopper i FC København
Jacob Neestrup stopper som cheftræner i FC København i enighed med bestyrelsen i klubben, skriver FCK.
Søndag aften blev det en kendsgerning, at Jacob Neestrup stopper som cheftræner i FC København.
I en pressemeddelelse understreger FCK, at beslutningen er truffet i fællesskab på baggrund af en samlet sportslig vurdering, og parterne er enige om at gå hver til sit af hensyn til den fremtidige sportslige udvikling i klubben.
»Vi har haft en god og ærlig dialog om situationen, og vi er helt enige om konklusionen: Vi er nået til vejs ende i et godt samarbejde, og FC København skal have ny cheftræner,« siger formanden for Parken Sport & Entertainment, Henrik Møgelmose.
Jacob Neestrup udtaler om sit farvel til FC København på klubbens hjemmeside:
»Klubben har vist mig tillid og opbakning hele vejen igennem – nok også mere end de fleste andre ville have fået i en lignende situation. Det er ikke nemt at sige farvel, men det er det, der skal til nu, og det er vi helt enige om.«
Han takker af efter næsten 200 kampe i spidsen for FCK.
»Klubben har været omdrejningspunktet i mit liv i næsten 30 år, og det har været en meget stor ære for mig at stå i spidsen for FC København. Jeg har gjort mit absolut bedste, og jeg er stolt af det, vi har opnået sammen,« siger Neestrup.
FCK har ikke vundet i Superligaen siden november og har fået en dårlig start på klubbens første nedrykningsspil.
Senest tabte FCK hjemme mod Fredericia og blev for alvor en del af nedrykningskampen, da der kun er seks point ned til nummer 11, Silkeborg, og det blev altså dråben for Neestrup.
»Vi spiller kvalifikationsspil og ligger samlet set nummer otte i Superligaen, så vi er meget langt fra at opfylde vores sportslige ambitioner,« siger Henrik Møgelmose.
Til trods for den nuværende situation i Superligaen har Neestrup stået i spidsen for FCK i den mest succesfulde periode for en dansk klub nogensinde, beskriver FCK.
»Det er ikke hvem som helst, vi tager afsked med, og det er en tung beslutning at skilles – også selv om det er det rigtige. Det er ikke et farvel, det er på gensyn. ”Nees” er en af vores egne, og han har sat et kæmpe aftryk på FC København,« siger Henrik Møgelmose.
FCK vil »ganske snart« melde ud om en ny cheftræner, lyder det.
FCK missede for første gang nogensinde mesterskabsspillet efter en skidt åbning på foråret. I alt har de seneste otte ligakampe budt på syv nederlag og et uafgjort resultat.
Sideløbende har FCK kvalificeret sig til sin 15. pokalfinale, men det var altså ikke nok til at redde Neestrup.
Han havde egentlig kontrakt til sommeren 2029, efter at parterne i 2024 lavede en ny aftale.
I det store hele har det tidligere FCK-talent været en succes som cheftræner. I efteråret 2022 blev han forfremmet fra assistent til cheftræner og forvandlede en skidt sæsonstart til sejr i både Superligaen og pokalen.
Efter en mere lunken 2023/24-sæson gentog FCK og Neestrup succesen i 2024/25 sæsonen med endnu en dobbelttriumf i liga og pokalturnering.
Denne sæson begyndte også fint, da holdet lå nummer et og var kvalificeret til Champions Leagues ligaspil. Men fra september knækkede kurven.
Mesterskabsspillet forsvandt med et 1-2-nederlag i Parken mod Randers FC i sidste runde af grundspillet, og nedrykningsspillet har siden budt på 1-2-nederlag til OB og Fredericia.
Det efterlader FCK på andenpladsen i nedrykningsspillet med seks point ned til nedrykningsstregen før sæsonens resterende otte runder.