AGF øger forspringet i toppen – FCK går glip af mesterskabsspil
Rasmus Carstensen var dagens mand for AGF, mens Randers FC fik sendt stemningen i Parken under nulpunktet.
Det var marginalerne, der gjorde forskellen, da AGF søndag tog en smal 2-1-sejr på udebane mod Vejle.
De første 45 minutter af opgøret var en langgaber, men efter pausen vågnede begge hold op, og kampen fik en intens og spændende afslutning på Vejle Stadion.
Rasmus Carstensen blev helten og sikrede med to mål sejren til AGF på trods af et Vejle-hold, der kæmpede bravt mod ligaens førerhold.
AGF går dermed op på 50 point og øger forspringet til andenpladsen FC Midtjylland. Midtjyderne spillede samtidig uafgjort med Brøndby IF og har nu fire point op til AGF.
Til gengæld er fiaskoen en realitet i FC København. Efter et skuffende 1-2-nederlag til Randers FC kommer FCK for første gang ikke med i top-6, der giver adgang til mesterskabsspillet.
Randers-spilleren Mathias Greve satte det sidste søm i FCK-kisten på et straffespark i tillægstiden.
I stedet for en kamp om topplaceringer skal FCK i resten af foråret være en del af nedrykningsspillet med hold som Vejle og Fredericia.
FC København er i en meget dårlig situation lige nu, siger Thomas Delaney til Viaplay, efter at holdet har misset mesterskabsspillet.
»Jeg skammer mig ind i helvede,« siger han til Viaplay efter kampen.
»Det er min skyld. Det er vores skyld. Det er svært at finde ord,« siger en tydeligt skuffet Delaney, der har været i FCK i mange år.
Viborg FF har leveret et formidabelt grundspil i Superligaen, og søndag kom belønningen.
I sidste runde vandt viborgenserne med 2-1 over FC Nordsjælland og bookede dermed billet til mesterskabsspillet for blot anden gang i det nuværende superligaformats levetid.
FCN har været med i mesterskabsspillet masser af gange og kommer det igen i denne sæson. Det kunne være forpurret af FC København, som dog tabte til Randers FC, og derfor klarede FCN skærene.
Sønderjyske sluttede Superligaens grundspil med en sejr på 1-0 hjemme i Haderslev over OB. Med sejren kravler sønderjyderne over Brøndby i tabellen og indleder Sønderjyske mesterskabsspillet på tredjepladsen.
FC Fredericia er i forrygende form i øjeblikket. Superligaoprykkerne begyndte året under nedrykningsstregen, men efter søndagens sidste runde i grundspillet er klubben fem point over stregen efter 2-1-sejr i bundbraget på hjemmebane mod Silkeborg IF, som for tiden er helt fra snøvsen og nu fem point under stregen.