Gustav Isaksen: »Han døde sidste efterår. Jeg er så glad for, at han nåede at se mig på landsholdet«
Danmarks bedste dribler har ofte meget fart på. Også uden fodboldstøvler. Men hvis Gustav Isaksens mor ikke havde trøstet ham, da han var 11 år, var han næppe blevet landsholdsspiller.
Gustav Isaksen anede ikke, hvad han gik ind til.
Han sagde ja tak til et lift på en scooter. I Roms trafik. Ført af en italiener.
»Det var en vild oplevelse. Da han satte mig af, sagde han, at han havde kørt stille og roligt. Og jeg syntes, vi fløj rundt i gaderne,« siger Gustav Isaksen, som spiller i storklubben Lazio i Rom.
Han har haft fart på i sin karriere. Og nogle gange går det for stærkt.
»Forleden kom jeg hjem fra træning, og så stod min dør åben. Jeg havde nok smækket den, og så var den gået op,« siger Gustav Isaksen, der i sommer flyttede ind i en rummelig villa tæt på Lazios træningsanlæg.
Her er der plads til hans forældre, Mari og Klaus, når de en gang om måneden besøger den yngste af deres fire drenge. Netop familien har en afgørende betydning for en af landsholdets mest spektakulære spillere, som han fortæller om i dette interview, hvor et trækors og to par eksklusive italienske sko også spiller en rolle.