Dansk træner skifter til egyptisk storklub
Den tidligere FCK- og FCM-træner har fået en kontrakt på to et halvt år hos Al Ahly.
Den danske fodboldtræner Jess Thorup skal fremover stå i spidsen for den egyptiske mesterklub Al Ahly.
Det fremgår af klubbens hjemmeside.
Her oplyser Al Ahly ligeledes, at danskeren har fået en kontrakt gældende for to et halvt år.
Al Ahly er med afstand historiens mest succesfulde klub i Egypten. Meritlisten tæller 45 nationale mesterskaber. Nummer to på listen har vundet 14.
De seneste tre mesterskaber er kommet i de seneste tre sæsoner, så det er en tung arv, Jess Thorup skal løfte.
Han har senest stået i spidsen for den tyske Bundesliga-klub Augsburg fra oktober 2023 til maj i år.
Før det har han i udlandet trænet de belgiske klubber Genk og Gent, mens det på dansk grund er blevet til cheftrænerjob for FC København, FC Midtjylland, Esbjerg og det danske U21-landshold.