Fortsæt til indhold
Fodbold

Det bliver også en afgørende uge for Eriksen

Analyse: Der tegner sig et billede af, at den mest erfarne med 144 kampe får en mindre fremtrædende rolle end tidligere.

Han nikker.

Til spørgsmålet: Er du stadig god til at spille fodbold?

»Ja, det er jeg stadig,« smiler han.

Christian Eriksen har netop siddet og forklaret, hvorfor han valgte at tage til Wolfsburg i den tyske Bundesliga.

Opholdet i Manchester United sluttede i sommer, og derefter gik der så lang tid, at der visse steder blev spekuleret i, om Christian Eriksen var ved at slutte sin karriere. Næ nej.

144 A-landskampe siden 2010. 33 år. Ajax Amsterdam, Tottenham Hotspur, Inter, Brentford, Manchester United og nu folkevognsklubben Wolfsburg.

Skiftet trak så langt ud, at landstræner Brian Riemer ikke kunne forsvare at udtage Christian Eriksen til de to første landskampe, selv om Eriksen havde løbet hele sommeren og blandt andet trænet med sin søster, Louise Eriksen, der er professionel i Como i Italien.

Men han var en grundtræning bagud og havde ikke spillet for en klub.

Inden det var Christian Eriksens tur til at svare på spørgsmål, var to andre midtbanespillere en tur i sofahjørnet. Christian Nørgaard, nu i Arsenal, og Matt O’Riley, på leje i Marseille.

To af rigtig mange dygtige midtbanespillere, som landstræner Brian Riemer kan skalte og valte med, når han om aftenen sidder med sin blok og skriver de navne op, der skal spille for Danmark. Først mod Belarus torsdag, siden mod Grækenland.

Da landsholdet for en lille måneds tid siden løb grækerne over ende med 3-0, bestod midtbanen af anfører Pierre-Emile Højbjerg, Morten Hjulmand og Victor Froholdt. Den trio leverede en yderst slagkraftig indsats, og når Danmark på søndag er vært for grækerne, er det med stor sandsynlighed de tre, som spiller fra start.

Med få dage mellem kampene skal der nok blive tid på banen til Christian Eriksen. Som indskifter. Eller som starter mod Belarus i en fri rolle. For Eriksen evner at se de små åbninger i et kompakt forsvar.

Og jeg kan sagtens forestille mig, at han også får en vigtig rolle mod grækerne i Parken, enten for at dæmpe tempoet eller også som mulig chanceskaber, hvis Danmark efter pausen har behov for et mål.

For i Brian Riemers tid som landstræner har Christian Eriksen faktisk været den, der har sørget for flest målchancer. Og også selv har sparket bolde i kassen. Der er ingen grund til at tro, at det er egenskaber, han har glemt i løbet af de seneste måneder.

Landsholdet skal have tre point mod Belarus. Og det burde kunne lade sig gøre i en formation, hvor flere af de bedste spares til grækerne i Parken.

Logisk set begynder Danmark med disse 11 mod Grækenland: Kasper Schmeichel i mål, et forsvar med Joakim Mæhle, Joachim Andersen, Andreas Christensen og Patrick Dorgu. Og altså Froholdt, Højbjerg og Hjulmand på midtbanen. Helt fremme: Mikkel Damsgaard til venstre, Rasmus Højlund i midten og Gustav Isaksen til højre.

Landstræneren må undvære Rasmus Nissen Kristensen, den faste højre back, der er skadet, og hans fravær kan løses ved at smide Mæhle i højre side og lade Dorgu passe venstre side. Eller helt enkelt lade Dorgu spille i højre side, da Mæhle og Damsgaard i venstre har et fint, mangeårigt samarbejde.

Ikke alle kan give den gas i som udgangspunkt to gange 90 minutter på fire dage. Undtagen Victor Froholdt.

Mod Belarus, som givetvis stiller sig langt tilbage for at forsvare, kan Christian Eriksen få betydning med sine afslutninger fra distancen. Under alle omstændigheder vil ugens to VM-kampe give et fingerpeg om, hvor Christian Eriksen befinder sig i et felt af danske midtbanespillere, der ikke er set bedre i årevis.

Det bliver en interessant uge for landsholdet – og Christian Eriksen.