Eriksen færdig? Ikke helt endnu, skulle vi hilse og sige inde fra Parken
Landsholdet leverede en uhyre gedigen testkamp med en sejr på 2-1 over et til tider velspillende svensk landshold - og med Christian Eriksen som afgørende figur.
Skulle der være en enkelt dansk fodboldfan eller to derude, som mente, at 32-årige Christian Eriksen ikke længere har klassen til landsholdet, så skulle de se kampen mod Sverige.
Danmark vandt 2-1, Eriksen lagde op til det første og scorede selv det andet.
Friskheden var i nogen grad tilbage på det danske landshold, som onsdag testede formen mod Sverige. Bedst illustreret efter et minut og vistnok 19 sekunder, da Christian Eriksen sparkede et hjørnespark ind mod forreste stolpe, hvor dagens anfører, Pierre-Emile Højbjerg, nemt kunne skubbe bolden i nettet.
I det hele taget fik Eriksen en hovedrolle. Den tager vi lige om lidt.
Det danske mål blev startskuddet til en festlig og fyrig omgang fodbold i første halvleg med masser af seværdige detaljer fra et landshold, som ikke tidligere er stillet op med de 11, der løb på banen. Simon Kjær, Victor Nelsson og Andreas Christensen, tre forsvarer, som bøvler med bentøjet, blev skånet, og i stedet måtte Rasmus Nissen Kristensen fylde rollen som en af tre stoppere. Undervejs kom endda Mathias ”Zanka” Jørgensen på banen, masser af rutine og kølighed foran eget mål.
Tilbage til den første halve time: Sverige udlignede efter ni minutter, en aflevering blev rettet af i feltet, dumpede ned foran Alexander Isak, der straks buede bolden ind bag Frederik Rønnow, som vogtede buret i stedet for Kasper Schmeichel, der også skulle spares. Det er trods alt ikke EM endnu.
De to brodernationer gav hinanden en venskabelig og til tider intens kamp med masser af åbne chancer, der var klart mere spræl over dette opgør end 0-0-gaberen mod Schweiz i marts samme sted.
Danskerne overlevede en svensk dominans fra begyndelsen af anden halvleg, hvor Frederik Rønnow tog sin vikartjans alvorligt, og med tanke på, at dette ikke var det ultimativt stærkeste danske hold, gav det en vis forsigtig optimisme inden EM.
Umiddelbart så det ud til, at spillerne på det danske hold havde mere friske ben end svenskerne mod slutningen, hvor Danmark fik skubbet spillet frem og rystet svenskerne. Indhopperne Morten Hjulmand, Thomas Delaney og Victor Kristiansen svækkede ikke det danske mandskab, som tydeligvis gik efter at vinde kampen mod Sverige og ikke fedte en uafgjort hjem.
Sådan så det i hvert fald ud, da Christian Eriksen fem minutter sparkede bolden med præcision ind bag Robin Olsen, en specialitet fra den danske spilstyrer, som satte en tyk streg under, at hans form ikke fejler noget som helst inden EM. Og det samme kan egentlig også siges om de øvrige spillere, der fik minutter i benene mod Sverige.
Sidste år scorede Christian Eriksen blot et mål på landsholdet, det var mod San Marino i Parken, og mange har ment, at han ikke var en afgørende spiller længere, også fordi han i sin klub, Manchester United, ikke er blevet forkælet med spilletid. Mod Sverige noterede han sig for sit mål nummer41 i 129 landskampe for Danmark siden 2010.
Landsholdet møder lørdag aften Norge i Brøndby, det er sidste test inden EM-slutrunden, som Danmark indleder søndag 16. juni mod Slovenien. Med Christian Eriksen som omdrejningspunktet på holdet.