Banke, banke på: Hvordan gør I det, Silkeborg?

Taberne står med hænderne i siden. Tavse. De har formentlig lyst til at foretage samme manøvre som hovedparten af tilskuerne, der i løbet af dagen har indtaget hovedstaden, og hvoraf 22.000 af dem har råbt og skreget fra tribunerne på deres helte.

Nu er de hvidklædte fodboldfans listet af i en lind strøm ud af nedgangene på tribunerne, ned ad betontrapperne med rester af pis og popcorn, fladmaste ølkrus, de kørte i kortege i busser og biler først på dagen fra Aarhus til København, en folkevandring, der stoppede samtlige rastepladser til med hvidblusede drenge og mænd, piger og kvinder og alt derimellem. Nu skal de hjem, og der er langt, for Silkeborg vandt pokalfinalen med 1-0.

I stedet må de slagne fodboldspillere fra AGF finde sig i at se Silkeborgs spillere og ledere gå amok af glæde, blive overdænget med guldkonfetti. Løfte pokalen ned mod deres 12.000 rødklædte venner nede bag det ene mål til tonerne af Queens ”We Are the Champions”.

På storskærmen kort inden kampen siger AGF’s træner, tyskeren Uwe Rösler, at »vi er her ikke for oplevelsen, vi er for at vinde«. Da kampen er slut, står Silkeborgs træner, Kent Nielsen, i en T-shirt med påskriften ”Pokalvinder 2024”, og efter at han har talt længe om kampen og dens indhold, siger han noget meget interessant om forskellen på AGF og Silkeborg:

»Vi var glade for bare at nå i finalen. Så kunne vi krydse den af. Hele ugen har vi talt om, at vi skulle ind i Parken og spille en god kamp, og så måtte vi se, om det rakte. Vi spillede ikke en god kamp, men vi vandt.«

AGF fik hverken en sejr eller en god oplevelse. Lige efter slutfløjt bevægede AGF’s ledere sig rundt om sig selv og hinanden med små skridt og med stenansigter. I en klub af AGF’s størrelse og med dens udtalte og ambitiøse mål om at kunne konkurrere med de allerstørste i dansk fodbold igen skal spillerne kunne håndtere et voldsomt pres. Som da de blev mødt af en hyldest af en anden verden, i det øjeblik de trådte ind på græsset.

»Trøjen tung i AGF«

Som en AGF’er bemærker efter nederlaget, er »trøjen tung i AGF«. Fordi der følger et stort ansvar med, fordi historien er lang og har været glorværdig, fordi AGF har overlevet tre nedrykninger på otte år fra 2006 til 2014, fordi økonomien i perioder var så elendig, at en konkurs truede. Og fordi der hviler et næsten umenneskeligt pres, der bare vokser og vokser, i takt med at de store sejre ikke kommer.

På finaledagen ankom de to klubber i et ret lige styrkeforhold, men med hver sin bagage. AGF kunne ikke tabe, måtte ikke tabe, for langt om længe – og 28 år er ret lang tid – var en titel inden for rækkevidde.

Sådan var det ikke i 2016, da AGF senest nåede finalen. Da stod AGF over for et særdeles stærkt hold fra FC København, som vandt 2-1, der var det et ventet nederlag, de havde en fest, men et nederlag lå i kortene. Torsdag drejede det sig udelukkende om at hive trofæet med hjem til en gigantisk byfest som i 1996, da den 9. pokalsejr kom i glas og ramme.

Chancen kunne i 2024 ikke blive ret meget større. For det var jo i gåseøjne blot Silkeborg IF, der var modstander. Lillebroren, en klub uden lige så stor en fanskare som AGF, uden den fanatiske opbakning, som især i opgangstider ses i Aarhus. Alligevel tabte AGF.

Derfor gør det ondt langt ind i hjertet på fodboldspillere, der ikke kun vil vinde for sig selv og holdkammeraterne, men også for de tusindvis af tilhængere, som gennem årene er mødt op og gang på gang er gået skuffede hjem. Og af den årsag føles sejre endnu skønnere, derfor fejres en bronzemedalje i Aarhus, som var det et verdensmesterskab, og så må de grine og spotte alt det, de vil i de egne af landet, hvor sejrene i de store kampe er dagligdags kost.

Bank på lillebrors dør

Halvanden time efter sidste pift i Parken torsdag aften var der kun få fodboldfans på det centrale Østerbro. »Kom så de hviiie,« skreg en ung fyr i AGF-bluse til et par Silkeborg-fans, men de bed ikke på, og det var i øvrigt alt for sent AGF, der måtte se Silkeborg vinde fortjent, og nu drejede det sig primært om, hvorvidt der skulle en rullekebab (ikke shawarma, det var to jyske klubber, der mødtes) eller en burger eller måske en pizza i maven, og skal vi ikke liste over i døgnkiosken og købe lidt øl og chips.

Kent Nielsen er ikke typen, der råber højt, måske til sine spillere fra sidelinjen, men ikke offentligt, han er en slags farmand for de unge, veltrænede og tatoverede drenge i shorts, og mens spillerne mener, de skal drikke sig i hegnet, tager 62-årige Kent Nielsen sig en stille whisky i favoritlænestolen, når han engang når hjem. Han kan godt lide ordnede forhold, der er træning dagen derpå, for søndag venter endnu en fodboldkamp.

Siden Kent Nielsen i sommeren 2019 overtog trænerjobbet i Silkeborg, har klubben vundet bronzemedaljer, deltaget i et europæisk gruppespil med flere fine resultater og nu vundet en pokaltitel via et fastlagt spilkoncept og med økonomisk mådehold. Måske AGF skulle banke på lillebrors dør (måske først i morgen efter nattens fest), stikke hovedet ind og spørge, hvordan i alverden gør I det?

For 28 år uden et trofæ er lang tid i storklubben AGF.