Fortsæt til indhold
Fodbold

»Hvad fanden, Kris, er du helt død, eller hvad? Hvad sker der?«

Hvordan håndterer en fodboldklub på guldjagt, når en af spillerne pludselig svæver mellem liv og død? FC Midtjylland har siden februar savnet svenskeren Kristoffer Olsson, der faldt om med en sjælden hjernesygdom.

Han sidder og spiser frokost i klubbens hovedkvarter i Ikast et par dage inden klubbens topkamp mod FC København. Undervejs rømmer han sig et par gange.

»Jeg kan mærke, at jeg bliver berørt, når jeg fortæller om det,« siger Thomas Thomasberg, træner for FC Midtjylland.

Søndag 25. februar begyndte FC Midtjylland foråret i Superligaen på udebane mod Brøndby. Mandag efter træning talte træner Thomas Thomasberg med Kristoffer Olsson om kampen, som svenskeren ikke havde deltaget i, da han havde været syg i nogle dage. Han sagde til træneren, at det gik fremad. Men han tog grueligt fejl.