Josep Guardiola ville aflive en myte efter besøg i Parken: »Spørg bare Manchester United«
FCK-træneren afviste, at danskerne havde spillet svinsk i Champions League-ottendedelsfinalen, hvor Manchester City rejste hjem med et problem trods den komfortable sejr.
Hvis de engelske journalister stræbte efter at fremprovokere en følelsesladet reaktion fra Josep Guardiola, endte det lige så forgæves som FC Københavns forsøg på at skabe en sensation mod Manchester City i Champions League-ottendedelsfinalen tirsdag aften.
Først forklarede den spanske træner roligt, at hans stjerne Jack Grealish formentlig må sidde ude i den kommende tid på grund af den skade, englænderen pådrog sig i løbet af 3-1 sejren over de danske mestre.
På den måde rejste de forsvarende Champions League-mestre hjem med et problem trods det gode udgangspunkt for avancement i turneringen.
Bagefter parerede træneren et spørgsmål om, hvad han mente om københavnernes kontante spillestil, der også var med til at skabe et par skavanker til andre spillere som Bernado Silva.
»Hver gang vi kommer her, er de så aggressive. Det er vi nødt til at håndtere. Det er, som det er,« sagde Josep Guardiola.
Havde advaret spillerne
Kort efter smilede han skævt og henviste til FC Københavns gruppemodstandere i Champions League, da han blev spurgt ind til omstændighederne bag den forventede sejr over danskere.
»Det er så svært at gøre det let, når folk tror, det skal være let. Spørg bare Bayern München, Manchester United og Galatasaray,« sagde han og fortsatte:
»Det (FCK, red.) er en virkelig hård modstander. Det er mit job altid at advare spillerne om den slags, og de udviste præcis den indstilling, der var nødvendig for at sikre sig et godt resultat.«
Undervejs i kampen formåede FC København ellers kortvarigt at skabe en snert af irritation i de konstante og energiske gestikulationer, der kan få Josep Guardiola til at ligne en blanding af en lufttrommeslager og en midaldrende herre, der lige har sat yndlingsnummeret på anlægget efter et par velvoksne drinks. Mest af alt bunder ivrigheden i en evig stræben efter perfektionen i de små detaljer, som han derefter grubler over ustandseligt mellem kampene.
»Take the ball, pass the ball«, lyder mantraet bag filosofien om at have så få boldberøringer som muligt individuelt, men så mange som muligt kollektivt. Pludselig kan de mange afleveringer eksplodere i et hurtigt, velkomponeret angreb. På den måde har Josep Guardiola indsamlet 39 titler som træner og senest »The Treble« med Manchester City – den engelske fodboldrække Premier League, Champions League og den engelske pokalturnering FA Cup.
Alene den historik gjorde det ufatteligt, at den altid ulasteligt klædte spanier stod dernede på sidelinjen i Parken i en ottendedelsfinale mod FCK. Det eneste normale var hans gestikulerende forsøg på at få sine spillere til at tænke lige så langt frem som sig selv.
Det gjorde Manchester City-spillerne fra begyndelsen, erkendte FCK-træner Jacob Neestrup.
»I de første tyve minutter fik vi et tempo-chok. Det var nok kombinationen af at møde sådan et hold, samtidig med at vi ikke har spillet en turneringskamp i to måneder,« sagde han med henvisning til vinterpausen, hvorefter han tilføjede:
»Vi er ikke det første danske hold, der har stået i den situation. Det har både FCK og andre klubber håndteret før - også på en bedre måde, end vi gjorde i dag.«
Hårdt, ja, ikke svinsk
FCK-træneren forklarede, at Manchester City var »et niveau eller to« bedre end de hold, danskerne havde mødt i Champions League-gruppespillet. Derfor havde ét af modsvarene været at levere den kontante spillestil, som de engelske journalister havde henvist til med deres spørgsmål til Guardiola.
»Vi spillede hårdt, ja, men jeg synes ikke, at vi spillede svinsk på nogen måde,« lød svaret fra den danske træner.
Imens opførte Manchester City-spillerne sig som den mest skånselsløse gæst, der kunne blive inviteret forbi til en højtid, som Champions League-ottendedelsfinalen var - både for FCK og for dansk fodbold, der kun er nået så langt i kontinentets fineste fodboldturnering for klubhold én gang tidligere.
Desto mere imponerende var det at se de danske mestre levere en solid indsats mod den forventede overmagt, selvom de forsvarende Champions League-mestre sikrede sig et godt udgangspunkt foran de næsten 36.000 tilskuere i Parken. Især kampens allersidste spark ser ud til at spolere det spinkle danske håb frem mod returopgøret i Manchester den 6. marts, da Phil Foden scorede til slutresultat. Inden da havde FCK-indkøbet Magnus Mattson været ved at skabe en drømmedebut med sin udligning til 1-1 efter en halv time af kampen, hvorefter værterne indledte en god periode, der kortvarigt fik Josep Guardiola til at virke irriteret over udviklingen nede på sidelinjen, indtil de engelske mestre atter bragte sig foran lige inden pausen.
»Mine spillere gjorde alt, hvad de kunne i en svær situation. Jeg er mest tilfreds med, at vi er nået frem til en kamp mod verdens bedste klubhold. Det kommer en lidt hård aften ikke til at ændre på,« sagde Jacob Neestrup.