Kim Milton fik en ufrivillig hovedrolle i verdenskendt dokumentar
Et rødt kort til en af verdens største fodboldpersoner forfølger stadig den tidligere fodbolddommer Kim Milton. Specielt efter en dokumentarserie igen har kastet lys på hændelsen.
På 45 minutter var der blevet scoret fire mål.
Måltavlen viste 2-2, og da Kim Milton kom ned i spillertunnellen, vidste han, at han og de 30.600 tilskuere på Stade Geoffroy-Guichard i Saint-Étienne havde været vidne til en unik første halveg i ottendedelsfinalen ved VM 1998 mellem Argentina og England. Nogle af verdens absolut bedste fodboldspillere havde vist sig mesterligt frem.
Men det varede ikke ved.
Præcis to minutter efter Kim Milton fløjtede anden halvleg i gang, sparkede den engelske superstjerne David Beckham ud efter argentinske Diego Simeone. Den danske dommer stod godt placeret, og efter at have viftet de argentinske og engelske spillere væk så han ingen anden udvej end at svinge det røde kort så højt op i aftenluften, at hele stadion kunne se det, der skulle blive en historisk beslutning.
Scenen er et af omdrejningspunkterne i dokumentarserien ”Beckham”, som har fanget verdens opmærksomhed. Kim Milton har set den, og noget har rystet ham.