Fortsæt til indhold
Fodbold

Sidder du også med en underlig mavefornemmelse af, at fodbold ikke er, hvad det har været? Så er du ikke alene

Fodboldfans over hele verden overværer i disse uger starten på en ny sæson af verdens mest populære spil. Men langtfra alt er, som det plejer at være. Eller var engang. Penge, prestige og politik er blevet grundvilkår i den moderne udgave af fodbold, som tiltrækker sig flere og flere kritiske røster. Men var det hele bedre tidligere?

Allan Simonsen har faktisk ikke tid.

Han besvarede kun opkaldet af høflighed, men lysten til at tale om fodbold får ham ikke desto mindre til at lægge bestikket på frokostcaféen i Vejle.

»Om fodbold var bedre i gamle dage?« gengiver han spørgsmålet og tier nogle sekunder.

»Det har jeg ikke en interessant holdning til,« siger han, hvorefter han i de efterfølgende fem og et halvt minut taler om kampflow, gule kort, tv og lønniveauer.