Fortsæt til indhold
Fodbold

Eriksen: Jeg var heldig at spille sammen med Ronaldo

Efter Manchester Uniteds dramatiske farvel til Cristiano Ronaldo sætter Christian Eriksen ord på bruddet.

/ritzau/

Manchester United er kommet videre, efter at Cristiano Ronaldo er fortid i klubben.

Det siger Christian Eriksen om sin nu tidligere klubkammerat, som danskeren var glad for at nå at spille sammen med.

- Først og fremmest er vi kede af, at Ronaldo ikke er en del af det. Hans arv og navn i enhver klub er specielt.

- Jeg var heldig at spille sammen med ham i løbet af min karriere, hvilket var virkelig fedt, siger Eriksen ifølge dpa.

Den danske landsholdsspiller var tirsdag aften i sprudlende spillehumør, da United vandt 3-0 hjemme over Nottingham Forest. Eriksen lagde op til det første mål på et indøvet hjørnespark.

- Fodbolden vil fortsætte. Man føler, at folk har glemt det i den næste kamp, og hvordan det var før. Nu er vores fokus på, at han ikke er her mere, siger Eriksen.

37-årige Ronaldo står for tiden uden kontrakt, efter at han i slutningen af november fik ophævet sin kontrakt med Manchester United.

Det skete, i kølvandet af at han havde kritiseret klubben, cheftræneren og tidligere holdkammerater i et længere interview med den engelske journalist Piers Morgan.

Siden har Ronaldo været rygtet til flere klubber, men endnu er der intet officielt om Ronaldos fremtid.