Thomas Franks Brentford er på jagt efter ny stor skalp mod Liverpool
En stor del af æren for Brentfords resultater tilfalder cheftræner Thomas Frank, mener fodboldekspert.
Thomas Frank har taget England med storm i de seneste par år og forvandlet Brentford fra at være et midterhold i den næstbedste række til et solidt midterhold i Premier League.
Efter en solid 13. plads i sin første sæson i Premier League er klubben nu i gang med den traditionelt svære sæson to. Men de positive resultater fortsætter for Thomas Franks tropper, der især har haft godt styr på topholdene i denne sæson.
Mandag skal Brentford forsøge sig mod Liverpool, ligesom holdet tidligere i denne sæson har gjort det mod bl.a. Manchester United, Manchester City og senest med en 2-0-sejr ude mod West Ham.
Fundamentet er at blive i Premier League – og så at lægge på år for år og blive bedre til at udvikle spillere.Thomas Frank, Brentford-træner
De stærke resultater betyder, at Brentford er solidt plantet midt i tabellen et godt stykke væk fra nedrykningsstregen, og æren for de positive resultater tilfalder især cheftræner Thomas Frank og hans stab, mener Allan Kuhn, fodboldekspert på TV3 Sport og Viasat.
»Brentford fremstår som en enhed og et hold, der står sammen. Der findes ikke superlativer nok til at beskrive det arbejde, Thomas Frank og hans stab har lavet. Det er virkelig imponerende.«
»Helt uhørt« præstation
Den danske cheftræner er ifølge Allan Kuhn blevet symbolet på Brentfords rejse og værdier som åbenhed, ærlighed og med mennesket i fokus, og juleaftensdag forlængede han sin kontrakt til 2027. I den forbindelse udtalte han, at både han og klubben stadig deler ambitioner for fremtiden, som parterne vil opnå sammen.
»Potentialet er rigtig stort, og jeg har været privilegeret over at være her i en tid, hvor vi har skabt rigtig meget sammen,« sagde Thomas Frank med henvisning til klubbens nye stadion og træningsanlæg samt oprykningen i 2021.
»Fundamentet er at blive i Premier League – og så at lægge på år for år og blive bedre til at udvikle spillere,« sagde han.
Den tilgang deler fodboldekspert Allan Kuhn.
»Det er jo helt uhørt og burde ikke kunne lade sig gøre, at Brentford ligger, hvor holdet gør. Det er enestående, hvordan klubben tror på filosofien, og trænerne formår at læse modstanderne og finde ud af nøjagtigt, hvordan de skal slå hold som Manchester City eller West Ham.«
Trods succesen mener Allan Kuhn stadig, at succeskriteriet hvert år må være at blive i Premier League. Han frygter ikke for et kollaps eller en nedrykning, og det skyldes især holdets gennemslagskraft, styrke og energi.
Danskere i fokus
En stor del af holdets akse er bygget op med danskerne Mathias ”Zanka” Jørgensen og Mads Roerslev i forsvaret samt Mathias Jensen og Christian Nørgaard på midtbanen, der alle er fast del af startopstillingen. Allan Kuhn fremhæver også den danske stamme på holdet som central for Thomas Franks projekt.
»Thomas Frank ved præcis, hvad han får fra dem hver gang. Det har været med til at skabe en stærk kultur sammen med de englændere, der også håndplukkes til Brentford, som sammen viser vejen.«
Eneste aktuelle problem i Thomas Franks trup er holdets helt store profil og topscorer Ivan Toney, der dels måtte udgå skadet i slutningen af kampen mod West Ham, men som også er hæmmet af en igangværende bettingsag, hvor han undersøges for 262 brud på FA’s bettingregler og risikerer en længere karantæne.
Indtil videre har det ikke givet uro, men trods det mulige fravær til kampen mod Liverpool forventer Allan Kuhn en målrig affære på linje med seneste sæsons 3-3-kamp mellem de to hold.
»Jeg forventer et Brentford-hold, der kommer til at levere varen og virkelig tror på sig selv. Holdet spiller på en intim hjemmebane med tilskuere, der er ellevilde med holdet, og vi har før set, at Brentford kan skabe gode resultater hjemme.«