Brentford og Tottenham delte i målrigt opgør
Pierre-Emile Højbjerg udlignede for Tottenham, da holdet spillede 2-2 mod Brentford.
Der var danskere i fokus, da Brentford og Tottenham mandag kickstartede Premier League-sæsonen efter VM med en medrivende og målrig 2-2-deler.
Kampen startede rodet, og Tottenham havde svært ved at finde rytmen. Inden kampen havde der været stort fokus på netop Tottenhams trup, eftersom holdet havde 12 spillere med til VM, og kun Manchester Citys spillere havde spillet flere minutter til slutrunden, der sluttede otte dage før denne kamp.
Måske hæmmede det Tottenham at være uden den franske anfører Hugo Lloris og verdensmester Cristian Romero, for holdet havde det svært med Brentfords direkte spil. Efter et kvarter gik det første gang galt, da Mathias Jensen, der var en af fire danskere i startopstillingen, afsluttede et gennemført kontraangreb. Hans afslutning blev pareret, men tyske Vitaly Janelt kunne nemt følge op tæt under mål.
Efter pausen kom Tottenham bedst ud, men det var i stedet Brentfords Ivan Toney, der øgede føringen til 2-0 på oplæg af Christian Nørgaard efter et hjørnespark.
Danskerscoring
Det var niende kamp i streg, at Tottenham kom bagud, men holdet har efterhånden gjort det til tradition at lave et comeback, når det ser allerværst ud. Holdet havde svært ved at få spillet til at flyde på den hullede og dårlige bane, og det fik i stedet Antonio Contes tropper til at spille mere direkte og søge de tidlige indlæg.
Det gav pote midtvejs i anden halvleg, da Harry Kane kom først på Clément Lenglets tidlige indlæg og reducerede. Og få minutter senere dukkede danske Pierre-Emile Højbjerg op og udlignede til 2-2 på oplæg af svenske Dejan Kulusevski.
Men selvom Harry Kane endnu en gang kom øverst på et indlæg og ramte overliggeren kort før tid, formåede Tottenham ikke at komme tættere på et forløsende sejrsmål og risikerer med det uafgjorte resultat at tabe terræn i kampen for topfire.