Nej, en finale er ikke »bare en almindelig kamp« – det lærte jeg af EM 1992
Selv ikke den hårdeste hund kan forberede sig på det, som kan blive karrierens største – eller værste – dag.
Det er finaledag. Dagen, som alle professionelle fodboldspillere drømmer om – og frygter, for hvordan vil man egentlig reagere, når man selv står foran det, som kan, og gerne skal, blive karrierens største dag?
Man har hørt holdkammerater hjemme i klubben fortælle om oplevelsen, på tv har man set de største navne bryde sammen og normale statister stråle, og man har forestillet sig sin egen reaktion og sin evne til at præstere selv under det maksimale pres.
Jeg har været lige dér, ved EM 1992, og jeg er mere end tilfreds med at kunne sige, at jeg ikke krympede. Tværtimod virkede det som brændstof for mig at skulle spille på den store scene, at skulle spille mod Tyskland og nogle af mine tidligere holdkammerater dernede, for jeg havde nogle oplevelser, som jeg godt lige ville betale tilbage for.
Derfor lukkede jeg også helt ned for tyskerne inden kampen. Bagefter syntes nogle af dem, at det var for dårligt, at jeg havde været så afvisende, men det var min måde at bygge mig selv op til kampen, altså at have et indre fjendebillede at gå ud fra.