VM-spiller blev udskiftet og hastede på hospitalet
Den ghanesiske landsholdsstjerne André Ayew måtte efter kampen mod Uruguay haste på hospitalet, fordi datteren var faldet om. Hun er dog i god behold nu.
I kampen mod Uruguay var der pludselig noget, der var vigtigere end fodbolden for ghanesiske André Ayew, der har haft et særdeles uheldigt VM.
For fredag aften kollapsede hans datter på tribunen midt i første halvleg, kort efter at 32-årige André Ayew havde brændt et straffespark. Heldigvis har datteren siden fået det bedre og bedre igen lød det i et Instagram-opslag lørdag fra Ayew, som på mange måder har haft nogle strenge uger
André Ayews bror, Jordan Ayew, der ligeledes spiller for det ghanesiske landshold, blev også udskiftet i pausen mod Uruguay. I første omgang blev det antaget, at den dobbelte udskiftning hang sammen med dårlige præstationer i første halvleg. Dernæst blev de ghanesiske fodboldbrødre også mødt af kritik, fordi de ikke var mødt op efter opgøret for at takke de medrejsende ghanesiske fans.
Men det manglende fravær viste sig altså at have en naturlig forklaring.
Udover datterens kollaps mistede André Ayew også sin gudsøn forud for Ghanas åbningskamp mod Portugal.
»Personligt har der været nogle meget svære øjeblikke for mig de seneste par dage. Jeg mistede min gudsøn om morgenen før Portugal-kampen, og min datter blev hastet på hospitalet efter Uruguay. Takket være almægtige Allah er hun i bedring,« skriver André Ayew i et Instagram-opslag.
Kampen mod Uruguay var også af særlig betydning for den ghanesiske spiller, der har 111 landsholdskampe på cv’et. Ved VM i Sydafrika i 2010 tabte Ghana på dramatisk vis til netop Uruguay i kvartfinalen efter straffesparkskonkurrence. Undervejs i den forlængede spilletid havde Uruguay-angriberen Luis Suárez reddet en bold med hænderne på stregen. Herefter fik han et direkte rødt kort og Ghana blev tildelt et straffespark, som Asamoah Gyan efterfølgende brændte.
Siden da har Luis Suárez været en hadet figur i Ghana, og i 12 år har André Ayew ventet på revanche, da han som den eneste tilbageværende ghanesiske spiller fra VM i 2010 var med mod Uruguay.
Ghana endte med at tabe til 2-0 til Uruguay i kampen og er derfor ude af VM. Men som en trøstepræmie kunne de ghanesiske fans se Uruguay ryge ud i samme omgang som Ghana. Det skete, efter at Sydkorea tog en overraskende sejr over Portugal. Derfor er Portugal og Sydkorea videre til ottendedelsfinalerne.