Ghana genoplevede traumet fra 2010 – det udnyttede Sydkorea
Den afgørende kamp blev et deja-vu for Ghana, og det gjorde ondt. Dermed er Portugal og Sydkorea videre fra VM's gruppe H.
Et 12 års gammelt regnskab skulle gøres op i gruppe H’s mest intensive kamp.
Vi spoler tilbage til juli måned 2010, da der stod 1-1 i kampen mellem Uruguay og Ghana. Angriberen Luis Suarez reddede bolden på stregen for Uruguay. Problemet var bare, at han brugte hånden. Et ghanesisk mål havde med al sandsynlighed sendt Ghana i en spektakulær semifinale ved VM i Sydafrika. Straffesparket blev brændt, kampen gik i straffesparkskonkurrence, og Uruguay sikrede sig en plads i semifinalen foran målløse Ghana.
Hadet til Luis Suarez og skuffelsen over det brændte straffespark har stadig ikke fortaget sig, men den ghanesiske hævn var inden for rækkevidde i kampen mod Uruguay.
Allerede efter 20 minutter fik Ghana muligheden for at rette op på den 12 år gamle fejl, da Uruguays målmand begik straffespark. Men som et bizart deja-vu fra fortiden brændte Andre Ayew straffesparket, og så var Uruguay stadig inde i kampen.
Det udnyttede Uruguay og Luis Suarez, da angriberne stod fri på kanten af feltet. Forsøget blev i første omgang reddet, men returen endte ved Giorgian de Arrascaeta, som prikkede bolden i mål.
Inden opgøret havde Uruguay ikke scoret ved slutrunden, men nu havde man fundet sig en målscorer. Giorgian de Arrascaeta satte punktum for de himmelblåklædtes gode start på kampen, da han igen fik sat bolden i nettet.
Gode råd var dyre nu for Ghana, som forsøgte sig med stikangreb, men Uruguays jerndefensiv holdt stand.
Kampen sluttede ganske fortjent 2-0 til Uruguay, men der skete dog noget uventet i gruppens anden kamp, hvilket betød, at Uruguay på trods af en 2-0 sejr faktisk røg ud af VM, men lad os dvæle ved dette.
Det var, som om at begge hold nu var udsat for en forbandelse, som i 2010 ellers blot var lagt over Ghana.
I gruppens anden kamp skulle der nemlig en sejr til, hvis Sydkorea skulle holde håbet om videre avancement.
Sydkorea var pisket til sejr over Cristiano Ronaldo og Portugal, hvis der skulle være en chance for at gå videre. Hvad Portugal angik, som toppede gruppe H med maksimum point efter to kampe, var denne kamp blot en formalitet, inden ottendedelsfinalerne ventede.
Alligevel var det Portugal, der kom foran i opgøret, da Ricardo Horta sendte bolden i mål. Sydkorea havde dog ikke tænkt sig at give op, og pludselig stod Kim Young-gwon fri efter et hjørnespark, som headede bolden i nettet. Dermed var der stadig håb om avancement, hvis man bare kunne score ét til mål og samtidig holde Portugal og den målhungrende Cristiano Ronaldo fra fadet.
Mod alle odds scorede sydkoreanske Hwang Hee-chan i 91. minut mod Portugal, hvilket sikrede en 2-1-sejr. Og der var grund til jubel. Uruguay vandt godt nok 2-0 over Ghana, men Sydkorea kunne juble i vilden sky, for holdet gik videre fra gruppen på flest scorede mål (fire) mod Uruguays to, da begge hold har nul i måldifference.