- Opdateret 28/11/2022 kl. 21:31
Baneløber smed politisk budskab midt på banen under VM-kamp
VM-kampen mellem Portugal og Uruguay blev midlertidig afbrudt, da en person løb på banen og smed et regnbueflag.
Anden halvleg var godt fem minutter gammel, da VM-kampen mellem Portugal og Uruguay blev afbrudt.
Årsagen var en baneløber, og han var ikke bare interesseret i 15 sekunders berømmelse. Derimod havde han et politisk budskab med, da han smed et regnbuefarvet flag midt på banen.
Dommeren stoppede straks kampen, og baneløberen blev hurtigt fanget og eskorteret ud af banen, så kampen kunne fortsætte.
Ifølge det norske nyhedsbureau NTB blev baneløberen ledaget af højlydt jubel fra tribunerne.
Udover regnbueflaget havde manden også en t-shirt på med en hilsen til iranske kvinder og Ukraine. På bagsiden af trøjen stod der ”Respect for Iranian women”, og på forsiden ”Save Ukraine”.
Det er langtfra den eneste demonstration, der har været under VM i Qatar, som forud for slutrunden er blevet stærkt kritiseret for landets manglende LGBT+-rettigheder samt for behandlingen af migrantarbejdere.
Både spillere, tilskuere og repræsentanter for de deltagende nationer har på forskellig vis protesteret.
Således havde den tyske indenrigsminister og den belgiske udenrigsminister et One Love-armbind om armen, da henholdsvis Tyskland og Belgien spillede deres første VM-kamp onsdag.
De tyske spillere holdt en hånd for munden for at vise deres utilfredshed med, at Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) havde forhindret spillerne i at påføre sig det aktivistiske armbind.
Fra dansk side har der også været en stille protest. Danmarks tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt mødte tirsdag op på stadion i Qatar iklædt en blå jakke, hvor regnbuestriberne indgik, under Danmarks åbningskamp mod Tunesien.