Marokko-keeper forlod startopstilling efter nationalsang
Yassine Bounou blev svimmel kort før kickoff og så til fra bænken, da Marokko slog Belgien ved VM.
Da Marokko søndag mødte Belgien ved VM, opstod der mystik omkring Marokkos målmandsposition, da opgøret skulle fløjtes i gang.
Yassine Bounou var annonceret til at stå på mål for Marokko og var også med til at synge nationalsang i minutterne op til kickoff, men da den mexicanske dommer Cesar Ramos satte kampen i gang, vogtede Munir Mohamedi i stedet Marokkos mål.
Forklaringen var, at Bounou fik det skidt op til kampstart.
- Han følte sig svimmel, og jeg talte med træner Walid Regragui om at trække ham ud af startopstillingen, fortæller Marokkos holdlæge, Abderrazak Hefti, ifølge Reuters.
- Men han har det godt nu og ønsker at spille kampen mod Canada, fortsætter han.
Udskiftningen fik ingen negativ betydning for Marokko, der stadig ikke har lukket mål inden under VM.
Søndagens kamp blev overraskende vundet med 2-0, og da den første kamp mod Kroatien sluttede 0-0, har Marokko et godt udgangspunkt for at avancere til ottendedelsfinalerne.
Nu er et point mod Canada i den sidste gruppekamp på torsdag nok til at gå videre.
- Jeg er ikke tilfreds med fire point. Vi vil mere end det og vil videre i turneringen. Vi kan stadig blive bedre, siger landstræner Walid Regragui.
Belgien var på forhånd favorit til at vinde gruppe F, men efter søndagens nederlag er holdet pisket til at slå Kroatien i den sidste gruppekamp for at gå videre.
/ritzau/