Den kroatiske rutine sendte VM-darling ud i mørket
Canada er ude af VM efter et 4-1-nederlag til Kroatien, mens Marokko slog Belgien 2-0.
Inden slutrunden var ét af de store spørgsmål, om Belgien kunne vride en sidste stor slutrunde ud af ”den gyldne generation” bestående af spillere som Romelu Lukaku, Eden Hazard, Jan Vertonghen og Kevin De Bruyne. Vurderet ud fra søndagens kamp mod Marokko er svaret ikke positivt.
Den store offensive stjerne Eden Hazard er blot en skygge af den spiller, der for en håndfuld år siden gjorde ham til en af verdens bedste. Det samme kan siges om både Toby Alderweireld på 33 år og Jan Vertonghen på 35 år, der i midten af 2010’erne dannede Premier Leagues bedste midterforsvar for Tottenham, men som i dag begge er tilbage i belgisk fodbold for at runde karrieren af efter mere end et årti i udlandet.
De tre er en del af billedet på et belgisk mandskab, der var langt fra fordums styrke mod et fysisk stærkt og hurtigt marokkansk hold. Efter en jævnbyrdig indledning blev det mere og mere tydeligt, at Belgien hverken havde fantasi eller energi til at åbne et tændt Marokko, der blev støttet af tusindvis af rødklædte landsmænd.
Nordafrikansk triumf
Kort før pause troede nordafrikanerne, at de var kommet foran 1-0. Et frispark blev sparket hårdt ind blandt venner og fjender og strøg direkte i Belgiens mål. Men forinden havde en marokkaner generet målmand Thibaut Courtois’ udsyn, og målet blev annulleret.
Med små 20 minutter tilbage af kampen var opskriften den samme. Indskiftede Abdelhamid Sabiri, der i sommer overtog Mikkel Damsgaards plads i Sampdoria efter danskerens skifte til Brentford, sparkede et knaldhårdt frispark i feltet, og igen strøg den direkte i nettet. Denne gang blev scoringen godkendt.
Belgien smed de aldrende stjerner Dries Mertens og skadesplagede Romelu Lukaku, der synes i ringe forfatning, på banen. Men lige lidt hjalp det. I stedet lukkede Marokko kampen i overtiden til 2-0 og boostede chancerne for videre avancement betragteligt.
Kroatisk rutine sejrede
I gruppens anden kamp stod én af VM’s store darlings Canada over for solide og altid stærke Kroatien. Canada havde i store dele af første kamp mod Belgien domineret og burde have fået point med fra kampen.
Ligesom mod Belgien begyndte det godt for Canada. Der var blot spillet 75 sekunder, da holdets store stjerne, den 22-årige Alphonso Davies, steg til vejrs på et indlæg fra højre og headede Canadas første VM-scoring nogensinde i nettet.
Men efterhånden som kampen gik, åd kroaterne sig mere og mere ind i kampen. På otte minutter vendte kroaterne kampen på hovedet til 2-1, og derfra var der ikke for alvor tvivl om kampens udfald. Canada fortsatte sin offensive tilgang med flere unge og spændende bekendtskaber. Men holdet, der har den 39-årige tidligere FC København-spiller Atiba Hutchinson på den centrale midtbane, knækkede langsomt over, og med 20 minutter tilbage øgede Andrej Kramaric til 3-1 med sin anden scoring i kampen, før Kroatien til slut lukkede til 4-1
Resultaterne betyder, at Canada er ude af VM før den sidste kamp mod Marokko, der til gengæld stadig kæmper med Belgien og Kroatien om de to pladser videre i turneringen.