Fortsæt til indhold
Fodbold

Danmark dropper One Love-anførerbind ved VM

Det danske fodboldlandshold kommer ikke til at bære det omdiskuterede "One love"-anførerbind mod diskrimination ved VM i Qatar.

Det danske fodboldlandshold kommer ikke til at bære det regnbuefarvede ”One Love”-anførerbind ved VM i Qatar.

FIFA vil nemlig ikke have, at spillerne tager anførerbindet, der er en kampagne mod diskrimination, på, og har indikeret, at det vil få »sportslige konsekvenser«, siger DBU’s administrerende direktør Jakob Jensen til DR.

»Vi ønsker ikke, at vores spillere og vores sportslige præstationer skal lide under de markeringer, vi gerne vil lave. Jeg er ekstremt skuffet over FIFA i den her sag. De har kendt til vores budskab i månedsvis, og det supplerer endda den kampagne FIFA har kørt med FN. Jeg kan ikke forstå, hvad problemet er«, lyder det fra Jakob Jensen.

Det forlød før udmeldingen, at FIFA ville udstede et gult kort til de anførere, som bar anførerbindet, ved kampstart.

Det er ikke blot Danmark, men alle syv nationer, der havde planlagt at spille med anførerbindet, som har valgt at droppe det. Det bekræfter nationerne i en fælles pressemeddelelse.

»FIFA har været meget tydelig i, at det vil pålægge sportslige sanktioner, hvis vores anførere bærer armbindene på banen. Som nationale forbund kan vi ikke sætte vores spillere i en position, hvor de kan blive udsat for sportslige sanktioner, herunder gule kort, så vi bad anførerne om ikke at bære armbindene i FIFA World Cup-kampe,« lyder det i erklæringen fra de syv fodboldforbund fra England, Wales, Belgien, Danmark, Tyskland, Holland og Schweiz. Det skriver Sky News.

I VM-værtslandet Qatar er homoseksualitet forbudt ved lov.

Artiklens emner
DBU